Fendt på Christiansborg

(LANDBRUG FYN) Gitte og Carsten Hedegaard fik i sidste uge leveret tre nye Fendt-traktorer af Heden Maskinforretning.

- Det er første gang, jeg er med ude for at levere traktorer.

For Else Kristiansen, der sammen med sin mand Kai Kristiansen i 1962 grundlagde Heden Maskinforretning, var det en særlig dag, da hun sidste tirsdag var inviteret med ud til en af parrets tidligere ansatte. Carsten Hedegaard, der som kun 20-årig i godt tre år var fodermester og bestyrer på Horseholm i Vantinge, skulle nemlig have leveret ikke mindre end tre nye, store Fendt traktorer på en gang.

I samme forbindelse fik Else og Kai Kristiansen naturligvis en rundvisning på Christiansborg i Måre, hvor Gitte og Carsten Hedegaard har 295 SDM-køer, der malkes med fire robotter, samt 325 hektar. Alt sammen driver de selv, kun med hjælp af to medarbejdere.

- Carsten var rigtig god til at passe vore køer, fortæller Kai Kristiansen, der dengang på Horseholm havde en af tidens største fynske besætninger - på 125 køer.

Ligesom Carsten Hedegaard på Horseholm arbejdede med røde køer og nu er skiftet til SDM, så markerede sidste uges traktorleverance også et farveskift.

Efter at have startet med Massey-Ferguson, da han sammen med Gitte som kun 24-årig købte gården ved Herrested, og senest har kørt med New Holland, bliver det fremover Fendt’er, som skal klare de mange opgaver på gården med navnet, der giver anledning til mange associationer.

- Vi har været godt tilfredse med de hidtidige traktorer, men vort ønske var traktorer med Vario-gearkasse, ligesom vi fremadrettet ser meget på brændstoføkonomi og vedligeholdelsesomkostninger, siger Carsten Hedegaard.

Fra den fynske Fendt-forhandler, Heden Maskinforretning, modtog de en Fendt 718 på 185 hk med fabriksmonteret Fendt frontlæsser, en 816’er på 195 hk samt en Fendt 930 hk på 310 hk.

Frontlæssertraktoren er Gittes, idet hun har ansvaret for fodringen af den store besætning. Den skal køre med Triolet fodervognen og transportere halm til dybstrøelsesstalden med ungdyr. 10-årige Matthias får også lov til at sætte sig på traktoren til blandt andet nedharvning af gylle.

816’eren er Carstens. Dens primære opgaver i marken bliver blandt sprøjtning, gødskning og såningen med Rapid’en.

Endelig får markmanden Lars Henriksen den største, Fendt 930 på 310 hk, til sin rådighed til at pløje, køre gylle og udføre andre opgaver i markdriften.

Traktorerne på Christiansborg kører hver cirka 1.000 timer om året, og Carsten Hedegaard forventer en brændstofbesparelse op mod 20 procent.

TEKST & FOTO: ERIK HANSEN

Læs også