Aarhusegnen beskyldes for ulovlig import
(EFFEKTIVT LANDBRUG) Aarhusegnen har ulovligt importeret og solgt kopier af Starane 180 og Matrigon til landmænd, ifølge kemikaliefirmaet Dow AgroSciences.
Aarhusegnens Andel beskyldes af kemikaliefirmaet Dow AgroSciences for ulovligt at have videresolgt kemikalieprodukter under handelsnavnene Starane 180 og Matrigon, selv om produkterne ikke er identiske med de originale Starane 180- og Matrigon-kemikalier.
- Vi har analyseret seks prøver af dunke solgt af Aarhusegnens Andel til landmænd på det danske marked. Alle viste sig at have et andet indhold end original-produkterne, siger direktør Michael Østerby. Dermed er der ikke tale om lovlig parallelimport, men ulovlig import af kopi-produkter, som anpriser sig for at være originale.
- Aarhusegnen har åbenbart ikke lært meget af kopi-sagerne fra sidste år. I stedet fortsætter de praksis, vel vidende at det ikke er lovligt. Jeg er på landmændenes vegne ked af, at man ikke kan have tillid til, hvad der er i kemikaliedunkene fra Aarhusegnen, siger Michael Østerby.
Specialkonsulent Jens Erik Jensen fra Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret siger, at det er »kedeligt«, hvis analyserne fra Dow Agrosciences står til troende.
- Landmændene køber jo plantebeskyttelsesmidlerne i tiltro til, at de er identiske med originalprodukterne – fordi de er godkendte af Miljøstyrelsen som sådan, og det står på etiketten. Når produktet så ikke er identisk, så er der en risiko for, at landmanden lider tab, hvis han har brugt midlet. Men det er svært at dokumentere, siger specialkonsulenten.
Landmændene behøver dog ikke at være bekymrede for at blive trukket i EU-støtte som følge af reglerne om krydsoverensstemmelse, hvis de er kommet til at købe ulovlige kopi-produkter, mener Jens Erik Jensen.
- Hvis det fremgår af etiketten, at midlet er godkendt af Miljøstyrelsen, har landmanden handlet i god tro, da han købte produktet, og har derfor intet ansvar.
Jens Erik Jensen mener, at sagen er udtryk for et dilemma for landmændene.
- På den ene side vil landmændene selvfølgelig gerne have konkurrence på området, og det har de fået med parallelimporten af en række plantebeskyttelsesmidler. På den anden side kan det være svært for importørfirmaet at sikre sig, at midlet er 100 procent i orden. Men det er importørfirmaet, der har ansvaret for, at produktet er det, det udgiver sig for, understreger han.
Henrik Høegh, formand for Landsudvalget for Planteavl, er ikke glad for at høre om analyserne fra Dow AgroSciences.
- Vi vil selvfølgelig gerne have konkurrence på området, men vi har også en forventning om, at importørerne overholder reglerne, ellers føler vi os taget ved næsen. Og det gælder især, hvis det viser sig, at midlerne ikke har den effekt i marken, som produktet angiver.
Miljøstyrelsen venter i øjeblikket på at få svar på analyser udtaget fra dunke solgt af Aarhusegnens Andel. Indtil da vil styrelsen ikke kommentere sagen.
Henrik Høegh siger, at han vil afvente de officielle instanser.
- Hvis det så viser sig, at importøren har begået fejl, så må det have konsekvenser, siger han.