Nok se. Nok røre. Men ikke køre.

Sådan har det være på dyrskuer i årevis, når det handler om de udstillede traktorer.

Men den praksis laver Landsskuet om på i år, hvor der er oprettet en testbane, hvor de mange udstillede hestekræfter kan afprøves.

- Traktorbanen bliver lidt i stil med den, som vi kender fra LIB-udstillingen i Fredericia, forklarer maskinkonsulent Hans Thostrup, der er ansvarlig for Landsskuets maskinudstilling.

Testbanen bliver på 80 x 100 meter, og den anlægges i det hjørne af udstillingsarealet, der ligger længst væk fra hallerne, hvor det afholdes Agromek om vinteren.

Men nu er det sommer, og tiden er moden til at give den gas på Landsskuet, understreger Hans Thostrup.

- Jeg har netop været med til DLG Feldtage i Tyskland. Og her var der virkelig liv omkring maskinudstillingen, og vi har hentet en bunke inspiration med os hjem.

- Vi når ikke at søsætte flere større tiltag end demonstrationsarealet for traktorerne i år. Men vi har fået mange gode idéer med os hjem, som vi vil forsøge at integrere i Landsskuet i de kommende år, forklarer maskinkonsulenten fra Viborg.

Hvis man ønsker at prøvekøre en traktor på Landsskuets testbane, skal man henvende sig til de maskinudstillere, som har testtraktorer med på skuet. Herefter vil man blive tilbudt en testkørsel med en medarbejder fra det pågældende firma.

Ved redaktionens slutning lå det endnu ikke fast, hvilke firmaer der stiller testtraktorer til rådighed.

- Men jeg har en forventning om, at de fleste – og sandsynligvis dem alle sammen – vil tilbyde testkørsler på demonstrationsarealet, oplyser Hans Thostrup over for Effektivt Landbrug.

Banen, hvor traktorerne kan testkøres, vil være åben fra torsdag eftermiddag til lørdag formiddag. Banen vil være indhegnet.

Landsskuets maskinudstilling er integreret sammen med produktudstillingen og omfatter cirka 300 udstillere i alt og dækker et areal på mere end 50.000 kvadratmeter.

Udstillingen præsenterer et bredt udsnit af maskiner, redskaber og øvrige produkter med relation til moderne landbrug. Den henvender sig til et bredt publikum - fra den professionelle landmand over hobbylandmanden til gør-det-selv-manden.