Fem pattegrises død på Langeland og en kop kaffe var i 1963 det egentlige startskud for de stisystemer, som findes overalt i dagens moderne kæmpesvinestalde.

Den unge boelsmand i Snaremose var netop gået ind for at sunde sig med en kop kaffe hos hustruen Aase, efter fem nyfødte pattegrise var blevet lagt ihjel af den ene af de tre grisesøer på det netop indkøbte statshusmandsbrug på 15 tdr. land.

- Dér fik jeg idéen og begyndte at tegne og måle op til et system, som skulle beskytte pattegrisene i stien, fortæller den nu 73-årige Børge Andersen - over en kop kaffe i køkkenet hos Aase i villaen i Fuglsbølle og med udsigt ned til den samme gård, som siden har rummet fabrikation, lager og salg af Snaremose Staldinventar og Spar-Ti automater i titusindtal.

- Det var en så uhørt opfindelse, at græsset omkring fareboksen og goldsoboksen samme år på dyrskuepladsen i Odense blev totalt nedslidt. Fra arrangørerne af den store udstilling »Gården« i Herning året efter fik jeg opfordring til at møde op med nyhederne, og efter et stort afslag i standlejen blev præsentationen deroppe startskuddet til mange travle og spændende år.

- Og til, fortsætter den snaksaglige langelænder, at de første konkurrenter dukkede op 6-7 år senere. At det i dag ikke er os, som står blandt de store i staldinventarbranchen, skyldes jo nok, at vi ikke mente at have evnerne til en omfattende ekspansion, at vi lå forkert på landkortet, og at det i bund og grund slet ikke er os.

- Men vi har haft en god levevej, og en tilfredshed med at kende vore kunder og deres behov. Lige fra levering af en ny låge til et fuldt færdigt staldanlæg på en bar mark.

- Jeg har kørt Danmark tyndt - til kunder lige fra Fjerritslev til Bornholm. Nu er det ofte fars knægte, som har overtaget bedriften, og derfor er det også på tide, at Aase og jeg overlader roret til vor søn, fortæller Børge Andersen.

I de mest hektiske år havde Børge Andersen 12-14 fastansatte på fabrikken på gården i Snaremose, foruden sin sparekasseuddannede kone, der allerede i 1965 måtte træde til som kontordame og bogholder i den ekspanderende virksomhed. Dertil kommer de mange underleverandører og håndværkere over hele landet, som Snaremose Staldinventar har haft i arbejde i forbindelse med de mange staldprojekter.

Der sker ingen ændringer nu, hvor den ene af parrets to sønner, Flemming Hummelgaard, tager over. Han husker, hvordan han lige fra barns ben har hjulpet til i fabrikationen, og hvordan han som ung værkfører oplevede en ufattelig aktivitet i begyndelsen af 90’erne med alene 60 nyopførte stalde på et enkelt år.

Videreførelsen af Snaremose Staldinventar kommer dog ikke til at ske på det langelandske tidligere statshusmandsbrug. Det er blevet solgt her i år, og i stedet flyttes virksomheden til et tilsvarende statshusmandsbrug langs hovedvejen ved Bregninge på Tåsinge.

Ejendommen købte 38-årige Flemming Hummelgaard for tre måneder siden, og for tiden er han sammen med de to sønner, Joakim på 19 og Nikolaj på 16 år, i gang med en gennemgribende renovering af stuehuset og staldlængerne, inden en 500 kvadratmeter fabriks- og lagerhal opføres.

Foruden den fortsatte produktion af staldinventar og foderautomater intensiveres fabrikationen af ståltrapper, altaner og gelændere samt anden form for bygningsudstyr.

- Det er produkter, som supplerer vor staldfabrikation godt, og med den nye beliggenhed får vi også langt bedre synlighed og tilkørselsforhold, siger Flemming Hummelgaard.

Faderen glæder sig over beslutningen og over sønnens videreførelse af virksomheden, omend hverken han eller Aase nok får »lov« til at være pensionister.

- Men I skal ikke regne med, at jeg fremover møder hver dag klokken syv, fastslår Børge Andersen, der dog fortsat vil være parat med en tegning eller et godt råd ved indretning af en stald. Eller hvis der skal køres varer ud til et af de mange projekter et eller andet sted i landet.

Imidlertid ærgrer det den langelandske fabrikant, at det i dag er så vanskelig at få lov til at udvide svineproduktioner, ikke mindst i det fynske område og dermed også på Langeland.

- Inden for de seneste to år har vi på Agromek fået ordrer på 40 nye projekter landet over. Men kun i de elleve tilfælde har landmanden fået lov til at bygge. Det er bittert, og et tegn på en alt for restriktiv lovgivning overfor landbruget.

- Heldigvis er der i stedet mange renoveringsopgaver i svinestaldene, og det har vi altid nydt godt af, omend det ikke er vore egne produkter, som først står for fald.

- Vi oplever stalde med vort Bongossi-træ, der efter over 20 år står som nye, og heller ikke vore Spar-Ti automater, som vi startede produktionen af i 1987, forgår »så let«. Rent faktisk leverer vi mange til eksisterende stalde, når svineproducenten først har haft »verdens bedste automat« til sin helt egen afprøvning i stalden, siger Børge Andersen, der ikke ønsker at fremstå pralende men stolt over sine produkter, og som gennem nu over 40 år har været med til at skabe udstyr og dermed grundlaget for den effektive danske svineproduktion - og den danske svinestaldsbranche.

TEKST: ERIK HANSEN