(LANDBRUG SYD) TRAFIK: Det er ikke kun bilister, der får klip i kørekortet. I Sønderjylland er de første klip delt ud i forbindelse med kørsel med landbrugs- og entreprenørmaskiner.
Den nye klippekorts-ordning for kørekortet har nok fået mange bilister til at lette foden fra speederen. Til gengæld har det overrasket mange indenfor landbruget og maskinbranchen, at landbrugs- og entreprenørmaskiner også er omfattet af de nye klippekortsregler.
For her er hastighedsgrænsen 30 km/t, og det har blandt andet givet bøde i mindst et tilfælde i Sønderjylland, hvor en landbrugsmedhjælper fik et klip for at køre 43 km/t med en rendegraver, hvilket er over 30 procents overskridelse.
Problemet er imidlertid, at mange uforvarende kan komme til at overskride den tilladte fartgrænse, da mange af de ældre maskiner ikke har et speedometer, og oprindeligt er godkendte uden. Det kan gøre det svært at afgøre, hvorvidt man kører 30 eller 40 km/t.
Men hos Rigspolitiets Færdselsafdeling er meldingen klar – det er den enkeltes eget ansvar at farten ikke overskrides. For de nye klippekorts-regler gælder præcis for landbrugs- og entreprenørmaskiner, som de gælder for biler og alle andre køretøjer på vejene.
Og har man en ellers godkendt landbrugs- eller entreprenørmaskine uden speedometer, bør man derfor, ifølge Rigspolitiets Færdselsafdeling, på en eller anden måde få den hastighedsmålt, så den ikke overskrider de tilladte 30 km/t.
TEKST: JOHN ANKERSEN