Indkøbsklub skærer toppen af pesticidudgifterne

(Effektivt Landbrug) KEMI: Få billigere kemikalier og rådgivning med i købet, lyder tilbuddet fra ny indkøbsklub under Jysk Landbrugsrådgivning.

Pesticider til bundpris.

Det er ambitionen for en ny indkøbsklub under Jysk Landbrugsrådgivning. Det handler om at sikre medlemmerne planteværnsmidler til lavest mulige pris, og startskuddet er allerede løsnet.

- Vi er i fuld gang med første runde, hvor vi koncentrerer os om indkøb af kemikalier til efterårsbrug. Når kemikalierne til forårsbrug skal købes ind, starter vi en ny runde, siger planteavlskonsulent Henrik Madsen, Jysk Landbrugsrådgivning i Give.

Han vurderer ikke, at landmændene generelt er for dårlige til at skaffe kemikalier til den rigtige pris, men både den professionelle fuldtidslandmand og deltidslandmanden kan af forskellige årsager være interesserede i at være med i et fælles indkøb.

- Indkøbsklubben er både for professionelle landmænd, som er vant til at forhandle priser, men som vurderer, at de kan bruge tiden bedre på noget andet, og for mindre landmænd, som måske ikke ved så meget om, hvordan man bedst griber tingene an, når det handler om at opnå den rigtige pris på planteværnsmidler, siger Henrik Madsen.

Indkøbsklubbens rolle består i at samle alle ordrer sammen til én stor ordre og derefter hente tilbud hjem fra forskellige forhandlere.

- Det er vi i gang med i øjeblikket, og interessen har været stor – både fra mindre og større landbrug. Jeg tror, vi har ramt et område, hvor der virkelig er et behov for en ydelse fra vores side, siger planteavlskonsulenten.

Henrik Madsen tør ikke sætte procenter på den besparelse, som landmændene kan opnå ved at samle deres kemikalieindkøb til én stor ordre. Men han er overbevist om, at det vil være en fordel for den enkelte at være med.

- Når vi skal vælge tilbud, vil vi naturligvis først og fremmest skele til prisen. Men muligheden for ekstra bestilling eller tilbagelevering af kemikalier vil også indgå i forhandlingerne, fortæller han.

Når indkøbsklubben har samlet bestillingerne og forhandlet et tilbud hjem på den samlede ordre, bliver levering og afregning et spørgsmål mellem firmaet, der har fået ordren, og den enkelte landmand.

Gebyret for at deltage i indkøbsklubben kan variere fra gang til gang, oplyser Henrik Madsen. Til den aktuelle runde er det sat til 800 kroner. Prisen inkluderer et besøg i marken af en planteavlskonsulent fra Jysk Landbrugsrådgivning

- Markbesøget vil ligge umiddelbart før ukrudtssprøjtningen starter i de efterårssåede afgrøder. Her vil vi blandt andet kigge på fremspiring af afgrøderne og fremspiring af ukrudt og derefter lægge en strategi for bekæmpelsen, fortæller konsulenten.

Der er som nævnt planlagt to indkøbsrunder, som begge går på kemikalieindkøb. Om det nye tiltag også kommer til at omfatte andre forretningsområder, står ifølge Henrik Madsen åbent.

- Vi er på pionerniveau. Men på sigt vil vi tage de emner ind, som der er behov for i forhold til vores medlemmer, siger han.

Læs også