Slut med dansk mælk og ost til soldater i EU

(Effektivt Landbrug) STOPKNAP: Med øjeblikkelig virkning fjerner EU eksportstøtten til mælk, der sælges til især amerikanske tropper i Europa.

Tidligere gav EU 22,5 øre pr. liter sødmælk, der blev solgt til udenlandske soldater i EU. Støtten er nu fjernet med øjeblikkelig virkning, oplyser Mejeriforeningen.

- Nu kommer de danske virksomheder i direkte konkurrence med amerikanske selskaber. Amerikanerne har den store fordel, at de udnytter eksisterende militærtransporter til at bringe mejeriprodukterne over Atlanten og derved sparer penge.

- Da amerikanske soldater udgør langt hovedparten af udstationerede udenlandske soldater i EU, må markedet siges at være svundet betydeligt ind, siger Kristian Svendsen, chefkonsulent i Mejeriforeningens Økonomisk-Politiske Sekretariat.

Det danske mejeribrug, som har været blandt de største aktører på dette marked, vil ikke være konkurrencedygtigt uden denne støtte. Osteeksport til tropperne vil ligeledes blive vanskeligere, da støtten her er sat ned med godt to kroner pr. kilo.

Han vurderer, at især ost fremover vil blive leveret af amerikanske selskaber, mens mælken på grund af kravet om friskhed typisk vil blive indkøbt lokalt.

- Da der ikke er mange fremmede tropper udstationeret i Danmark, vil vi jo ikke tjene penge på den front, siger Kristian Svendsen.

EU-indgrebet betyder, at en mangeårig dansk tradition for særligt tilpassede leverancer til amerikanske soldater slutter.

- Første leveringsaftale blev underskrevet i 1953, hvor danskerne forpligtede sig til at overholde de skrappe amerikanske kvalitetskrav. Danske mejerier har siden lavet særlige leverancer til amerikanerne, blandt andet bruges specialindkøbt emballage med amerikansk tekst og mål, fortæller Kristian Svendsen.

Også markedet for mejeriprodukter til proviantering i EU og i tredjelande bliver mindre lukrativt for Danmark. Her er eksportstøtten ligeledes totalt fjernet.

Læs også