H.C. Andersen afsløres i Gislev
(LANDBRUG FYN) TRÆSKULPTUR: På den berømte digters 200 års fødselsdag er han »selv« til stede, når en træskulptur afsløres foran gårdbutikken på Hestehavegård. Her vil der også kunne smages »græssmør« som på Andersens tid.
»Først thee med deiligt Græssmør på Brødet; derpaa Kaffe med en Fløde, som kunde staae…«.
Sådan står i et af de mange breve, som den verdensberømte fynske digter H.C. Andersen skrev under et af de mange ophold på herregården Lykkesholm ved Gislev.
På næste lørdag - på 200 års dagen for hans fødsel - vil man kunne smage på »græssmør« på nabogården. Nærmere bestemt på Hestehavegård ved Gislev, der hidtil 1914 hørte under herregården. På gårdejer Jens Harrekildes eget mejeri produceres smørret samt ost og andre produkter af mælken fra 200 jerseykøer, som hver sommer græsser udenfor den store løsdriftsstald med masser af halm.
Ved et storstilet arrangement markerer Hestehavegård, at dagens fødselar ofte lagde vejen forbi gården på hans ture til Lykkesholm og Glorup. Rent faktisk vil man på lørdag den 2. april kunne møde digteren i skikkelse af lærer og musiker Tommy Havgaard, som vil ankomme i hestevogn til gården.
Her vil han køre ned gennem elmealléen, som i det seneste års tid er blevet omdannet til en »eventyrallé« med ikke mindre end 10 eventyrfigurer - udskåret i de døde elmetræer af trækunstneren Allan Bo Jensen fra Søndersø.
På vej ned til gården vil digteren - og publikum - kunne hilse på Hyrdinden og skorstensfejeren, Snedronningen, Den lille tinsoldat, Fyrtøjet, Nattergalen, Prinsessen på ærten, Stoppenålen, Fjeren og de fem høns og Den grimme ælling.
For enden af alléen foran gårdbutikken vil den sidste og største træskulptur blive afsløret af »H.C. Andersen« på lørdag kl. 14.00.
- Den forestiller digteren selv, og jeg kan godt afsløre, at den er rigtig flot og ligner H.C. Andersen helt utroligt, lyder det fra en tilfreds Jens Harrekilde, der ud fra forhåndsinteressen for arrangement forventer en stor tilstrømning på lørdag.
Efter afsløringen af træskulpturen vil der være musik og HCA-sang. Desuden vil den lokale Laundrup Mark Egnsspilforening opføre små teaterspil ved de enkelte eventyrfigurer langs gårdens indkørsel.
I gårdbutikken vil der som nævnt blive budt på smagsprøver på smør og gårdens øvrige produkter. Naturligvis vil der også være mulighed for at købe kød, ost og butikkens øvrige produkter, ligesom stalden som altid vil være åben for besigtigelse.
Foruden de 200 jerseykøer har Jens Harrekilde 20 vandbøfler og en halv snes White Park kvæg til kødproduktion.
Med over 20.000 besøgende om året er Hestehavegård landets mest besøgte såkaldte »Kig Ind Gård«. Ud over gårdbutikken, gårdmejeriet og staldens besøgsfaciliteter findes der også et »Spor i Landskabet« på gården.
TEKST: ERIK HANSEN