Fremtiden byder på udfordringer

(LANDBRUG FYN) - Jeg ser gode muligheder for dansk produktion af frugt og grønt, siger GASA Odense Frugt-Grønt’s direktør, Jens Pasgaard, der onsdag fylder 50 år.

Den danske frugt- og grønt branche er på mange måder presset i disse år. Dels af konkurrence fra lande med lavere lønniveau end det danske - blandt andre nogle af de nye EU-lande, ikke mindst Polen. Og dels af de store supermarkedskæder, som stiller store krav til mængde og pris for de varer, de skal have leveret.

Alligevel ser Jens Pasgaard, der siden 1. august 2004 har været administrerende direktør for GASA Odense Frugt-Grønt A.m.b.a., fremtiden i møde med en god portion optimisme.

- Vi vil helt sikkert til stadighed blive stillet over for nye udfordringer. Men, understreger han, jeg ser absolut gode muligheder for, at branchen har en god fremtid. Jeg tror, at vi i de kommende år vil se en koncentration i branchen og nogle samarbejdsformer, som endnu ikke har set dagens lys. Men alt i alt er jeg overbevist om, at der vil være gode muligheder for en dansk produktion af frugt og grønt.

- Det er en ekstremt spændende branche. Men også en branche med mange udfordringer, påpeger Jens Pasgaard. Blandt udfordringerne er, at vi skal konkurrere på dansk frugt og grønts egenskaber såsom smag, specielle sorter og den bedst mulige præsentation.

- Vore kunder er primært de tre grupper, Coop, Dansk Supermarked og SuperGros - plus en række discountkæder. Det er vigtigt, at vi i salgsorganisationen har en styrke, så vi kan matche dem - og leve op til deres krav til mængde og kvalitet. Det medfører stadig større mængder på kontraktavl. Samtidig oplever vi, at den mængde, der sælges under »hollandsk ur«, er faldende.

GASA-direktøren fremhæver, at frugt og grønt er med som en positiv produktgruppe i forhold til sundhed.

- Mange kampagner - for eksempel »6 om dagen« - har været med til at flytte forbrug. Jeg er sikker på, at vi vil se en fortsat vækst, og det skulle gerne være i forbruget af dansk frugt og grønt.

- Vi kan ikke regne med, at lønningerne i Danmark vil blive lavere, erkender Jens Pasgaard. Men vi har været gode til at effektivisere. På områder, hvor man kan bruge maskiner, er vi fuldt konkurrencedygtige. Men der, hvor vi skal bruge hænder, betyder lønniveauet meget. Jeg er ikke så naiv at tro, at vi kan forhindre udenlandsk produktion. Vi skal »på hylderne« på lige fod. Og vores opgave er at påvirke, så folk køber dansk.

Jens Pasgaard, der fylder 50 år på onsdag, den 26. januar, er født i Oustrup ved Kjellerup, hvor hans far var uddeler i den lokale brugs. Selv kom han i lære i Kjellerup Brugs, og efter ni måneder som soldat i Ålborg var han et års tid ansat i en FDB-afdeling i Gjellerup Centret. Derpå fulgte en periode som indkøber i frugt og grønt på FDB’s Centrallager i Viby - og senere med rådgivning i butikkerne som fagkonsulent i frugt og grønt.

1. januar 1980 blev Jens Pasgaard som 24-årig ansat som underviser på Andelsskolen i Middelfart, hvor han var i næsten seks år.

- Det var et utrolig spændende job, hvor jeg lærte mange mennesker at kende, fortæller han. Men når man underviser, bliver man »tappet«, og på et tidspunkt ville jeg gerne ud at prøve mine holdninger i praksis.

- Der var ikke muligheder inden for FDB, men Dagrofa Odense søgte en sektorchef. Jeg fik jobbet og var ansat i virksomheden fra 1. december 1985 til 1. august 2004.

I Dagrofa havde Jens Pasgaard mange forskellige jobs. Blandt andet var med til at opbygge virksomhedens friskvaresektion, og senere blev han ansvarlig for kølesektionen i Odense, som blandt andet omfattede ost, mælk og pålæg. Han var med i opbygningen af Dagrofas frugt-grønt division og var med i fusionen, der førte til oprettelsen af SuperGros, hvor han var logistikansvarlig for friskvarer, indtil han 1. august 2004 blev administrerende direktør for GASA Odense Frugt-Grønt.

GASA Odense Frugt-Grønt omsatte sidste år for ca. 320 millioner kroner frugt, grønt og kartofler fra 125 medlemmer på Fyn og i Jylland.

Jens Pasgaard med familie har siden 1980 boet i Middelfart. I sin fritid er han en ivrig motionscykelrytter. Han er således med i motionscykelklubben »Baghjulet« i Middelfart, hvor han holder sig i form og i øvrigt nyder det sociale samvær i klubben og turene i naturen.

At hobbyen er mere end blot at cykle til postkassen, ses af, at Jens Pasgaard seks gange har gennemført cykelløbet Århus-København! Andre fritidsbeskæftigelser er læsning samt hus og have.

50 års fødselsdagen markeres med en reception onsdag den 26. januar kl. 14-16 i kantinen hos GASA Odense, Lavsenvænget 1, Odense.

Læs også