Fælles uddannelse – forskellige mål
(LANDBRUG SYD) På Grindsted Landbrugsskole kan landbrugsuddannelsen være adgangsbillet til vidt forskellige mål og karrierevalg. Samtidig har skolen nu høstet de første erfaringer med 10. klasses elever på modul 1A.
Søren Bonde Larsen, Mai-Britt Gellett og Anders Sørensen er alle elever på Grindsted Landbrugsskole. Men her hører næsten alle ligheder også op. For de har hver især vidt forskellige indgangsvinkler til skolen, og vidt forskellige mål med netop deres landbrugsuddannelse.
Søren Bonde Larsen er ved at færdiggøre modul 3 og har netop købt egen gård på hjemegnen ved Nr. Nebel, hvor han fremover vil være svineproducent.
Mai-Britt Gellett søgte oprindeligt ind på skolen fordi hun drømte om at kunne uddanne sig til dyrepasser. Siden er planerne ændret og går nu i retning af senere at uddanne sig til dyrlæge.
Og for 16-årige Anders Sørensen er første del af drømmen om en fremtid indenfor landbruget skudt i gang ved at tage sit 10. skoleår som modul 1A på skolen. Foreløbig med drømmen om at komme til at arbejde med kvæg, enten som ansat i landbruget – eller endnu bedre, som selvstændig landmand.
Både Søren, Mai-Britt og Anders er kendetegnende for de unge der søger ind på landbrugsuddannelserne. Og studievejleder på Grindsted Landbrugsskole, Poul Thomsen, mærker ikke mindst den stigende interesse fra de unge, som især er blevet tydelig med 10. klasserne på modul 1A:
- Man kan mærke at her har de unge foretaget et bevidst valg, og det mærker man klart. Interessen og engagementet er høj.
Og Anders Sørensen slog da også straks til, da muligheden for at tage 10. klasse som modul 1A på landbrugsskolen bød sig:
- Jeg har været interesseret i landbrug siden jeg var to år. Desuden har jeg haft fritidsjob i landbruget, og derfor søgte jeg ind, forklarer Anders, der ikke har fortrudt – tvært imod. Han har allerede nu besluttet at fortsætte sin landbrugsuddannelse.
Også Mai-Britt Gellett, der går på modul 1B, har opdaget de mange muligheder landbrugsuddannelsen giver, selv om hun måtte skifte mål undervejs:
- Jeg startede oprindeligt på teknisk skole i Kolding fordi jeg gerne ville uddanne mig til dyrepasser. Men det var umuligt at få en praktikplads, derfor søgte jeg ind på landbrugsskolen, forklarer Mai-Britt, der via sin landbrugsuddannelse især har fået interesse for svin, og blandt andet har været i praktik hos en stor svineproducent:
- Jeg kan godt lide arbejdet i farestalden med smågrisene. Senere vil jeg prøve at tage en HF-eksamen. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at blive dyrlæge.
For Søren Bonde Larsen har der aldrig været tvivl. Han er selv vokset op i en landbofamilie, hvor hans forældre driver et landbrug ikke langt fra den gård, han netop selv har købt.
- Jeg har altid interesseret mig for landbrug, og det faldt ret naturligt for mig, selv at blive landmand. Der har aldrig været pres fra mine forældres side om, at jeg skulle vælge det, siger Søren, der dog samtidig erkender, at han nok bliver landmand på en lidt anden måde end forældrene:
- Det bliver nok mere en virksomhed, hvor det kommer til at handle meget om økonomi, forklarer Søren, der i første omgang vil klare sin bedrift alene, men på sigt gerne vil være i stand til at ansætte en medhjælper.