Ukonkrete udspil om nationalparker skaber usikkerhed blandt landmænd

(Effektivt Landbrug) Åbne visioner gør det svært at skabe fælles fodslag i arbejdet med pilotprojekt Nationalpark Møn. Mere konkrete udspil skal bryde isen mellem lodsejere og myndigheder.

Visionerne omkring Danmarks første naturparker fejler ikke noget. Men det kniber gevaldigt med at få sat handling bag de fine ord. Eksempelvis har de lodsejere, der er berørt af pilotprojektet Nationalpark Møn, ikke kunnet få udstukket rammer og vilkår for, hvad det egentlig er, myndighederne ønsker sig.

Det hele begyndte eller godt: Regeringen afsatte sidste år 20 millioner kroner til arbejdet med udpegning af områder til natur- og nationalparker i Danmark. Dette beløb er siden suppleret med foreløbig 15 millioner kroner fra Friluftsrådet.

Arbejdet med disse nationalparker startede med en betydelig vægt på at beskytte naturværdier i det danske landskab, som på sigt ville kunne bidrage til at opfylde internationale forpligtelser med fokus på at bevare den biologiske mangfoldighed.

Udgangspunktet for arbejdet med nationalparker i Danmark har været, at der skulle skabes et medejerskab i lokalbefolkningen og at etableringen af disse nationalparker skulle hvile på frivillighed blandt de involverede lodsejere.

Med de gode intensioner om, ad frivillighedens vej, at skabe grobund for en sammenhængende naturudvikling, i allerede værdifulde naturområder, blev der i forlængelse i af Wilhjelmudvalgets ideer sidste år skabt enighed om udpegning af syv naturområder i Danmark. Det er her, at man, i første omgang, skulle undersøge mulighederne for at etablere de såkaldte nationalparker.

Thy, Lille Vildmose, Læsø, Mols Bjerge, Vadehavet, Kongernes Nordsjælland og Møn, blev ført til protokols som betegnelserne for de aktuelle pilotprojektområder.

Med projektbevillingerne i baghånden har Skov- og Naturstyrelsen siden årsskiftet koordineret indsatsen med udvikling af idegrundlaget for etablering af nationalparker i Danmark. Med henvisning til ønsket om frivillighed har man i de syv områder startet diskussionerne i en åben dialog med lokale jordbrugere.

Med de ubeskrevne blade i »nationalparkernes bog« blev der inviteret til kaffemøder og visionsaftener i de forskellig dele af landet.

Således også på Møn, hvor Skovrider Claus Jespersen, Falster Skovdistrikt og projektmedarbejder Else Marie Stamphøj, Sekretariatet for Nationalpark Møn, er Skov- og Naturstyrelsens repræsentanter i arbejdet med en mulig nationalpark på Møn.

Uden forudbestemte linier ville man, i dialog med lokale landbrugere og borgere i øvrigt, forsøge at finde vejen for naturens retning.

Diskussionerne startede forsigtigt og mundede blandt andet ud i generelle erklæringer fra lodsejere om, at naturen skulle have det så godt som muligt, og at der var villighed til at dele naturens rekreative gaver med befolkningen.

Andre gange mundede diskussionerne ud i åbne spørgsmål om, hvilke bindinger en nationalpark måske kunne påføre de aktive landbrugere, og desuden blev spørgsmålet om kompensation for tabt indtjeningsgrundlag ofte en varm kartoffel på de mønske kaffeborde.

Efter flere møder og lange diskussioner er den gordiske knude mellem naturbeskyttelse og naturbenyttelse stadig tæt knyttet af gode intentioner og frygt for konsekvenser.

Både de der er ansat til at koordinere arbejdet omkring pilotprojektet og landmændene kan måske netop blive enige om én ting: At det blanke stykke papir, hvor mål og visioner skulle nedfældes, har virket hæmmende i arbejdsprocessen for danske nationalparker.

- Vi må konstatere, at det har været svært at skabe troværdighed med det grundlag, vi er startet på; et grundlag uden præcis definition af rammer og vilkår for at medvirke, fortæller skovrider Claus Jespersen.

- Landmændene møder os ofte meget konkret med kommentarer som: »Kom og sig, hvad I vil købe, så må vi diskutere prisen«, refererer Claus Jespersen.

Sådan har det udviklet sig på Møn. Men ifølge kontorchef Henrik Knuth-Winterfeldt, Skov- og Naturstyrelsen, tegner der sig lignende billeder af forløbet i de øvrige seks mulige nationalparkområder, andre steder i landet.

Else Marie Stamphøj vil gerne se fremad.

- Vi har følt, at landmændenes mange gode ressourcer ikke bliver udnyttet i processen, fordi de ikke ønsker at diskutere noget, som de ikke ved, hvad er, eller ikke ved, hvad kommer til at indebære, forklarer Else Marie Stamphøj.

- Vi er klar over, at det er et stærkt ønske fra landmændenes side, at få konkrete udspil. Vi håber på, at processen bliver nemmere, når vi kan give dialogen et mere konkret indhold, siger Else Marie Stamphøj.

Det er ikke mindst et bud på mulighederne for kompensation, der skal tages fat på, inden vi kan komme videre i processen, mener Else Marie Stamphøj.

Et af de konkrete udspil, som Else Marie Stamphøj mener, det er væsentligt at få samlet op på, er de forbedrede muligheder for at søge støtte til miljøvenlig drift inden for, eller i tilknytning til, det eventuelle nationalparkområde. Her kunne det blandt andet være ordningen for miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ), som kunne indgå i overvejelserne om at gøre det mere attraktivt for landmændene at indgå i mere naturnære driftsformer.

- Et andet forhold, som bør inddrages, er mulighederne for at kompensere de enkelte bedrifter ved at gøre det muligt at erhverve erstatningsjord, hvor der for eksempel er harmoniproblemer, siger Else Marie Stamphøj.

- Vi så meget gerne, at vi havde mulighed for at tilbyde konkrete incitamenter til at indgå en aftale om en bestemt driftsform. Så ville grænsen for nationalparken måske kunne opfattes som en »mulighedslinie« i stedet for en »restriktionslinie«, supplerer Claus Jespersen slutteligt.

Læs også