Trumps toldtrussel kan ramme amerikansk grisekød hårdt
Eksportmarkeder risikerer at lukke, hvis gengældelsestold indføres fra august.

Foto: Daniel Torok, CC BY 3.0 US, via Wikimedia Commons
Donald Trump har igen truet med nye straftoldmodeller fra 1. august, der kan ramme flere store handelspartnere som EU, Canada, Mexico, Japan og Sydkorea med toldsatser på 25 til 40 procent.
Indtil videre har USA kun indgået forhåndsaftaler med Storbritannien og Vietnam. Hvis truslerne bliver til virkelighed, kan det få alvorlige konsekvenser for amerikansk eksport af grisekød, vurderer Landbrug & Fødevarer i nyhedsbrevet Markedsnyt for Grisekød.
Omkring 25 procent af al amerikansk grisekød går til eksport, og Mexico alene aftager cirka 40 procent af denne mængde. Herefter følger Kina, Japan og Sydkorea som store aftagere.
De fire markeder står tilsammen for mere end 70 procent af USA’s eksport af fersk og frossent grisekød. En toldkrig kan derfor tvinge store mængder kød tilbage på hjemmemarkedet eller ud på alternative markeder, hvilket vil skabe et massivt pres på priserne og udfordre amerikanske producenter.