Det blev Lars Bebe, Bolteskov, der i tirsdags på Agromek fik overrakt den store rejsecheck på 25.000 kroner fra Alm. Brand - efter kåringen af hans ko nr. 871 som RDM-vinterskuets sundeste ko.

Om nogen har den fynske kvægavler fortjent rejsen som afslapning ovenpå Agromek-udstillingen. Således har han kørt land og rige rundt sammen med konsulent Mogens Madsen i ugerne op til udstillingen for at udpege røde elitekøer, og samtidig havde han foruden vinderkoen endnu yderligere otte køer med i Herning i sidste uge.

- Hvor vi skal rejse hen, ved jeg ikke. Men det her er naturligvis en overraskelse, selv om jeg havde en ide om, at nr. 871 i denne sammenhæng ville kunne stå sig godt, lød det beskedent fra Lars Bebe, der havde hele to køer blandt de i alt ti nominerede til finalen i sundhedskonkurrencen.

Afgørelsen blev nemlig den tættest mulige, idet de to topscorere, Torpane-datteren fra Lars Bebe og nr. 1224 - en SYD Abru-datter fra Erik Jepsen, Stadil, begge hentede 59 point. Bebe-koen blev imidlertid udråbt som den endelige vinder, fordi den i sundhedsbedømmelsen inden fremvisningen i ringen havde de fleste point.

Alle de deltagende køer på RDM-skuet var på forhånd gået efter i sømmene for en ydelse, som lå over 10 procent af racens gennemsnit og samtidig med lavest muligt celletal. Desuden var kriterierne levendefødte kalve og om færrest mulige antal insemineringer. Alt dette sammenholdt med deres alder og finaledommernes vurdering af køernes aktuelle fysik, udseende og funktionalitet gjorde, at det blev Lars Bebe, som kunne tage den rare check fra Alm. Brand med hjem, medens Erik Jepsen måtte »nøjes« med et weekendophold til en værdi af 5.000 kroner.

Ko nr. 871, der har brunkvægafstamning sammen med 50 procent svensk SAB-blod i sig, har fået seks kalve. Fem gange har den været med på Det fynske Dyrskue og hver gang hentet ærespræmie - og hver gang er den blevet trukket af sønnen på gården, den nu 15-årige Johan. Ved den seneste optræden på skuet i Odense hentede den fløjplads i livsydelsesholdet.

- Men først og fremmest er det en dejlig ko, som vi aldrig har nogen former for problemer med hjemme i stalden, pointerer Lars Bebe, der som omtalt på forsiden af Landbrug Fyn i sidste uge ud af sine i alt 70 røde køer også havde to køer med blandt de udvalgte to elitekøer på Agromek-udstillingen - heriblandt moderen til den første godkendte, pollede malkeracetyr herhjemme, FYN Dolk P - og to trillinger i holdet efter tyren.

Sundhed var i det hele taget et gennemgående parameter ved RDM-fremstillingen ved årets RDM-skue i Herning.

Det gjaldt både ved udvælgelsen af elitekøer og blandt de ikke mindre end 82 deltagende RDM-køer ved racens vinterskue i hal Q i tirsdags. I sagens natur har den samlede præmiesum på 30.000 kroner animeret flere og samtidig også avlere, som knap så ofte tilmelder dyr til arrangementet, til at udstille.

Det var i hvert fald en tilfreds RDM-landsformand, Lars Iversens indtryk.

- Det er vigtigt, at der i kvægavlen og i den daglige bedrift satses på sunde køer, fastslog han efter vinterskuet, der foruden RDM-interesserede fra hele landet også havde besøg af mange udlændige.

Heriblandt den svenske enedommer, Leif Larsson, der havde til opgave at finde frem til dagens vindere i de tre aldersgrupper.

Han fandt ingen af de i alt 27 fynske deltagende køer værdige til de øverste pladser, idet alle tre modelkøer var fra jyske besætninger - to af dem endog fra to naboer i den lille landsby Gjerndrup ved Brørup. Det var køer fra Vagn Rasmussen og Søren Holger Hansen, der blev fundet bedst i henholdsvis mellemste og yngste hold. Ældste modelko var en Tulip-datter fra Leif Nørgaard, Raunstrup ved Viborg.

Det var meget »passende«, at dommerne fandt netop en fynsk ko værdig til den første sundhedspris, som Alm. Brand har indstiftet på RDM’s vinterskue i Herning. Dagens overrækker, markedsudviklingschef Morten Vølund Andersen, har nemlig stærke aner i den fynske RDM-avl - som søn af Else og Sigurd Andersen, Nislev. De fleste kvægfolk husker sikkert den berømte ko fra Nislev-besætningen, der tilbage i både 1990 og 1991 blev kåret som »Danmarks Smukkeste Malkeko« i forbindelse med Ungskuet i Herning.

- Vi fandt det som en god idé at støtte op om initiativet og i det hele taget være med til at sætte yderligere fokus på sundheden i kvægbesætningerne, sagde Morten Vølund Andersen, efter han havde overrakt rejsechecken på 25.000 kroner til Lars Bebe.

- Samtidig har vi i Alm. Brand tætte relationer og en stor markedsandel blandt netop mælkeproducenterne.