Tidligt i morges under slagtningen på natholdet på Danish Crowns svineslagteri i Holstebro opstod der mistanke om svinepest, og de veterinære myndigheder er i formiddag på besøg i den besætning, hvorfra grisen er leveret. Her vil kliniske symptomer på evt. andre svin bliver afgørende for den videre handlingsplan.

På baggrund af mistanken har slagteriets ledelse valgt at lukke slagteriet i dag og ikke modtage yderligere svin, før situationen er afklaret.

Svinepestmistanken berører også kreaturslagteriet i Holstebro. Her slagtes de dyr, der er på stald, men yderligere indtransport er blevet aflyst.

Derfor er medarbejderne, der mødte i morges, blevet sendt hjem igen, og natholdet er blevet på slagteriet og har slagtet de svin, der gik i staldene. Herefter afventes myndighedernes besked om, hvad der videre skal ske.

Ud over at kontrollere leverandør-besætningen, er alle smitteveje ved at blive identificeret, det vil sige blandt andet de svinevogne, der kan have haft kontakt med den mistænkte gris, således at der effektivt kan sættes ind, hvis der er tale om svinepest.

For Danish Crown er det fjerde gang i løbet af efteråret, at der opstår mistanke til en leveret gris - de foregående tre gange er mistanken blevet afblæst, og sandsynligheden for at dette også er en falsk alarm er også stor, da de relativt nye svinesygdomme, PDNS og PMWS kan give symptomer, der kan forveksles med svinepest.

Ud over disse fire mistanker på slagterierne har der været tre mistanker på besætningsniveau.