Gårdbutikker uden servering
En disput mellem fynske gårdbutikker og dyrskueledelsen om servering på dyrskuepladsen i Odense førte til deres fravær. Men de vender tilbage, ifølge Freddy Madsen, Nørhavegård.
Dette års dyrskue i Odense var ikke som sidste år for Freddy Madsen, Nørhavegård på Langeland. Da havde han travlt med at grille oksekødet fra egen gårdbutik og den økologiske kvægbesætning.
- Sammen med andre gårdbutikker er vi i år blevet nægtet at servere på dyrskuepladsen. Til trods for at vi har været tilmeldt på samme vis som sidste år, og der ikke forekom indvendinger fra dyrskueledelsen, måtte vi tæt på arrangementet konstatere, at vi var uønskede, fortæller Freddy Madsen.
I fællesskab med fire andre gårdbutikker er det nu en overvejelse, at man sammen byder på driften af restaurationsdriften på dyrskuet til næste år. Der skal findes en vej til at sikre, at danske fødevarer fra primærproducenter kommer til de besøgendes kendskab.
- Vi er fem butikker, der har snakket sammen om fælles stand med vores produkter fra hver vores gårde. Så vil der være okse, lam, gris, kalkun og kylling som i et supermarked, men hvor man selv kan bestemme opskriften, forklarer Freddy Madsen.
Han føler, at det bør være vigtigere at præsentere produkter fra deres primærlandbrug frem for pølserne fra havnens grillkiosk eller napoleonshattene fra de fynske bagere. Som besøgende på årets dyrskuedag blev det i år til en lækker, grillet fårepølse, som bekom ham meget godt.
En tur forleden til dyrskuet i Roskilde var en kanonoplevelse. Her kunne man i et telt møde alle mulige og gode fødevarevariationer. I øvrigt også med islæt fra det fynske, da både Refsvindinge og Ørbæk Bryggeri var repræsenteret med deres fortrinlige specialprodukter.