- For de griseproducenter, der ikke har handlet færdig- eller tilskudsfoder endnu for 2026, anbefaler vi at gøre det nu.

Sådan lød opfordringen i det seneste nyhedsbrev »Trynekontakten« fra Velas.

- Både korn- og sojaskråpriser er presset ned, og det samme er dollarkursen. Tilsammen giver det et særdeles godt prisvindue for kommende sæsons foderpriser, lyder det fra Bjarke Lassesen.

- At markedet ikke er nemt og meget omskifteligt, ses af de store prisforskelle, vi oplever i de foderlicitationer, vi gennemfører. Aktuelt oplever vi forskelle på 5-10 kr./100 kg på selv mindre mængder og sammenlignelige kvaliteter, påpeger rådgiveren.

- Det skal dog siges, at de tilbudte købspriser på korn stort set modsvarer foderpriserne, som foderstoffirmaerne tilbyder. Det vil sige, at priserne på korn varierer meget og giver meget forskellige sammenligningsresultater i licitationen. Især når landmandens kornproduktion varierer, og selvforsyningsgraden ofte er lav. Griseproducentens fokus er derfor normalt på en lav færdigfoderpris, slutter Bjarke Lassesen.

Svin