Samarbejde skal kortlægge næringsstofbehovet i regenerativ maltbyg
Yara, Carlsberg Laboratorium og Viking Malt er gået sammen om et treårigt forsøgsprogram, der skal kortlægge næringsstofbehovet i maltbyg dyrket efter regenerative principper.

Jacob Andersen, Carlsberg, Søren Fredslund, Yara, Katrine Kongsgaard, Viking Malt, og Jesper Ulnitz, Yara, i forsøgsmarken, hvor man skal blive klogere på næringsstofdynamikkerne ved regenerativ dyrkning. Foto: AgriKom
I en forsøgsrække over tre år vil Yara Danmark, Carlsberg Laboratorium og Viking Malt undersøge, hvordan kvælstof, fosfor, kalium og mikronæringsstoffer spiller sammen med jordens frugtbarhed og planternes udvikling under regenerative dyrkningsmetoder. Projektet skal dermed underbygge det faglige og praktiske fundament for fremtidens dyrkning af maltbyg i et regenerativt landbrugssystem.
- Regenerativt landbrug bliver en vigtig del af fremtidens landbrug. Derfor er det afgørende, at vi får mere viden om, hvordan jorden og afgrøderne reagerer. Vi skal vide, hvordan vi får udbytte, jordsundhed og klimabelastning til at gå op i en højere enhed, siger Søren Fredslund, Business Development Manager i Yara Danmark.
Fra princip til praksis
Carlsberg er blandt de første, der som aftagere har fastlagt principper for, hvordan deres maltbyg skal dyrkes, og det nye forsøgprogram skal være med til at opbygge viden, så man opnår optimal kvalitet af kornet.
- Et af vores principper handler om minimalt input, derfor er vi glade for samarbejdet med Yara og Viking Malt. Vi skal blive klogere – både regionalt og internationalt – på, hvordan vi får det bedste resultat, når vi dyrker maltbyg efter regenerative principper og stadig bibeholder kvaliteten, siger Jacob Andersen, der er Director Raw Materials hos Carlsberg Laboratorium.
Opbygning og vedligeholdelse af jordsundhed kræver en balanceret tilgang til alle næringsstoffer – ikke kun kvælstof. Derfor holder de hos Yara Danmark også et vågent øje med fosfor og kaliumniveauerne.
- Vi fokuserer ikke kun på kvælstof og dets optimum i den enkelte sæson. Det handler i lige så høj grad om at sikre en bæredygtig fosforbalance. Når vi høster, fjerner vi næringsstoffer fra marken. Hvis de ikke bliver erstattet igen, udpiner vi jorden i stedet for at forbedre den. Vi skal derfor vide, hvor meget jorden selv opretholder, og hvor meget vi skal tildele i dette dyrkningssystem, forklarer Jesper Ulnitz, chefagronom i Yara Danmark.

Yara vil blandt andet sætte fokus på, hvordan biostimulanten YaraAmplix Optivi kan være med til at forbedre kvælstofudnyttelsen og forebygge abiotisk stress.
Kvalitet skal stadig være i top
Ved dyrkning af maltbyg gælder der skrappe kvalitetskrav, som skal opfyldes, før kornet kan bruges til ølbrygning. Det gælder også under nye dyrkningsmetoder.
- Vi tror på, at regenerativt landbrug kan sænke CO2-aftrykket, forbedre biodiversiteten og styrke jordsundheden over tid. Men det hele skal balanceres. Vores landmænd leverer byg i høj kvalitet – det skal de fortsætte med. Selvom vi ændrer dyrkningssystemet, skal kornet stadig leve op til kravene for maltning. Derfor deltager vi i projektet for at blive klogere på, hvordan vi sikrer optimal maltkvalitet, når vi dyrker i et regenerativt system, fortæller Katrine Kongsgaard, Brewmaster og System Manager hos Viking Malt.
Viking Malt vil tage prøver af de forskellige parceller for at teste maltegenskaberne fra de enkelte forsøg.
Forsøgene undersøger
- Hvordan kvælstofoptimum ændrer sig over tid under regenerative forhold
- Hvordan en kvælstofoptimerende biostimulant påvirker kvælstofudnyttelsen
- Hvordan fosfor- og kaliumbalancer påvirkes af den regenerative dyrkningsform