Nye boller på suppen
(LANDBRUG FYN) Alt er hjemmelavet, - selv suppebollerne - når Fyns Familieudvalg på fredag byder til jubilæumsreception og -årsmøde. Men også udvalgets fremtidsvisioner byder på »nye boller på suppen«.
- Vi glæder os og håber, der kommer mange.
Det siger Fyns Familieudvalgs formand, Lilly Jørgensen, Vissenbjerg, i anledning af, at Fyns Familieudvalgt, der tidligere hed Fynske Husmandsforeningers Husholdningsudvalg, på fredag, den 2. maj, fejrer 75 års jubilæum.
Jubilæet markeres i Fyns Familielandbrugs hovedsæde, Landbogården, Rugårdsvej 197, Odense NV, med en reception fra kl. 11-13. Resten af dagen - med start kl. 14.30 - afholder Fyns Familieudvalg sit årsmøde, som også i høj grad vil bære præg af jubilæet.
- Hele menuen er hjemmelavet - selv de hvide boller og kødbollerne til suppen - og mange medlemmer af udvalget og af de lokale bestyrelser rundt omkring har travlt i disse dage med at forberede festlighederne.
- Under mottoet »Luk op for en glad familie« har vi i familieudvalget store visioner for fremtiden. Vi er godt tilpas med at se ind i fremtiden, og vores program vil byde på mange overraskelser.
- Fyns Familielandbrugs bestyrelse har sat hele familien i centrum. Derved kommer der fokus på familieudvalgets arbejde, og det er vi ualmindeligt glade for, siger Lilly Jørgensen. Det er godt at vide, at vi har nogen bag os. Da bestyrelsen jo næsten er en mandeverden, er det flot at få en sådan tilkendegivelse for det arbejde, vi udfører.
- Vi har bedt medlemmer af familieudvalget om at fortælle oplevelser og historier. Vi byder på dansk og irsk folkemusik, og vi vil hylde den første kvinde i Landbrugsraadet, Rut Jørgensen, der er formand for formand for Familieudvalget i Dansk Landbrugs Familielandbrugssektion.