Aarhusegnens Andel har snydt på vægten

(Effektivt Landbrug) Når andelshaverne i Aarhusegnens Andel læser firmaets markedsorientering, kan de ikke være sikre på, at det er firmaet selv, der står bag informationerne. Grovvarefirmaet har således flere gange offentliggjort andre firmaers informationer på sin egen hjemmeside. Det er ulovligt.

Grovvarefirmaet Aarhusegnens Andel har snydt på vægtskålen på det seneste. I hvert fald i overført betydning.

En betydelig del af den markedsorientering, grovvarefirmaet har lagt på nettet, og som firmaet også har sendt direkte til sine andelshavere pr. e-mail her i vinter, har således været kopieret fra andre firmaer. Blandt andet fra det private rådgivningsfirma agrocom.dk.

Ifølge loven om ophavsret er den slags ulovligt.

Overfor agrocom.dk, der indehaves af Palle Jakobsen, har Aarhusegnens Andels salgs- og marketingchef, Sigurd Kristensen, da også erkendt at have kopieret Palle Jakobsens materiale. Han har således skrevet til Palle Jakobsens advokat, at han er indstillet på at give en erstatning på 5.000 kroner.

- Jeg bukker mig i støvet. Det er en klar fejl fra vores side. Det erkender jeg, siger Sigurd Kristensen til Effektivt Landbrug.

- Mindst to gange har Aarhusegnen lagt en kopi af min markedsorientering ud på deres hjemmeside. Det kan jeg bevise. Jeg ved imidlertid, at det er foregået flere gange. Via min advokat har jeg kun beklaget mig overfor Aarhusegnen i et tilfælde. For mens mit klagebrev blev sendt af sted fra advokaten, lagde Aarhusegnen en ny markedsorientering, kopieret fra min hjemmeside, ud på deres egen hjemmeside, fortæller Palle Jakobsen.

- Samtidig, forklarer han videre, har Aarhusegnen sendt en korn-kommentar til en markedsorientering, der er trykt i Den lokale Andels blad »Grovvarelederen«. Denne korndel af markedskommentaren i »Grovvarelederen« er også en kopi af mit arbejde.

Et kig i februarudgaven af det nævnte tidsskrift bekræfter, at Palle Jakobsen taler sandt.

- Hvis alt dette er fejl, så må man sige, at Aarhusegnen har en meget stor fejlrate. Og derfor håber jeg næsten, der er bevidst, det der er foregået, siger Palle Jakobsen, og tilføjer:

- Hvis man ved en fejl har brugt mit arbejde, undrer det mig, at det er sket i en redigeret form, hvor mine ord er brugt i forskellige sammenhænge og enkelte afsnit udeladt. Det må da være en bevidst handling, for man har jo helt åbenlyst arbejdet med tingene.

- At vi skulle have leveret en kopieret kornkommentar til »Grovvarelederen«, har jeg ikke vidst noget om.

- Jamen, det er også en fejl. Der er tale om en kladde, som ved en fejl er blevet lagt ud på vores hjemmeside. Det sker aldrig igen, siger Sigurd Kristensen, og tilføjer at informationerne straks vil blive fjernet fra hjemmesiden.

Dette er efterfølgende sket.

- Men Aarhusegnen har taget brødet ud af munden på andre. Blandt andet mig. Det er præcis som at bryde ind i mit hus og stjæle, det de har gjort, og det vil jeg ikke finde mig i.

Hos DLG, som altså senest har kunnet opleve at se deres arbejde kopieret af Aarhusegnens Andel, siger administrerende direktør Asbjørn Børsting med et smil på læben:

- Vi har ikke et samarbejde med Aarhusegnen omkring markedsorientering. Men det glæder mig, at Aarhusegnen synes vore informationer er så gode, at de sender dem ud til deres egne medlemmer. At man så har undladt at kreditere os for vores arbejde, er jo mindre smart. Men vi agter næppe at forfølge sagen yderligere.

Læs også