Landmænd skal kompenseres ved rådighedsindskrænkning
- Vi møder til stadighed ønsker og krav til landbrugets fremtidige håndtering af jorden og indskrænkninger i rådigheden. Det kan være både nødvendigt og hensigtsmæssigt, men det kan ikke nytte at man ser bort fra at landmændene har købt og betalt for en produktionsret med en berettiget forventning om at kunne benytte denne.
På årsmødet i Familielandbrugssektionen i Dansk Landbrug, mandag den 3. februar på Hotel Nyborg Strand, understregede sektionens formand, Peder Thomsen, at Familielandbruget har en ganske kontant holdning til forholdene omkring indskrænkninger i landmænds rådighedsret over egen jord.
- Vi må forlange, at der bliver en kobling mellem det at udpege yderligere områder til natur med videre og den instans, der skal betale for det.
- Hvis det er »gratis« for samfundet at udpege, er der desværre stor sandsynlighed for, at der ingen grænser sættes, forudser Peder Thomsen.
Blandt de specifikke områder, hvor landmænd må sikres kompensation, nævnte han: Indskrænkning i brugen af husdyrgødning på bestemte arealer, indskrænkning i brug af næringsstoffer og pesticider udover de generelle regler, ved specifikke krav til dyrkningspraksis, sædskifte med videre , krav om udtagning, krav om udlægning af bræmmer og/eller randzoner samt særlige krav til beskyttelse af forskellige skov- og naturtyper.