- Det er min mors slægtsgård, og jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder. Men myndighedernes arrogance under fredningen af Vesterhede har været hård kost. Vi klynger os til håbet om, at ombudsmanden siger »Om igen!« siger Bente Thye Kristensen, Rømø.
- Jeg kom hertil som seksårig, da mor overtog slægtsgården, og jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder. Nok har jeg boet på fastlandet, fra jeg var 18, til mor besluttede at flytte 1. april 2001. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle købe mit barndomshjem. Men fredningen har reduceret mine muligheder groft. I øjeblikket er jorden forpagtet ud, men hvis vi beslutter selv at drive landbrug igen, skal der nye avlsbygninger til, og det får vi nok aldrig tilladelse til.
Bente Thye Kristensen, 44, er en af dem, der er ramt hårdest ved fredningen af Vesterhede på Rømø. Både hendes gård og marker ligger inden for fredningen.
Alligevel er det ikke det værste i hendes øjne:
- Det værste er myndighedernes enorme arrogance. Vi er på nogle punkter blevet umyndiggjort, uden at vi har fået en chance for at protestere. Tingene er trukket ned over hovedet på os – og i fredningskendelsen har Naturklagenævnet indføjet bestemmelser, som overhovedet ikke havde været på tale før. Blandt andet, at offentligheden får lov at færdes overalt på de uopdyrkede arealer.
Bente ryster på hovedet:
- Man skulle tro, at nævnet overhovedet ikke aner, hvor mange hundrede tusinde turister, der invaderer Rømø i sommerhalvåret. Der vil altid være en lille gruppe, som ikke tager hensyn – og i betragtning af, hvor mange, der besøger Rømø, og hvor lille øen er, kan de hensynsløse blive en belastning, når de må gå helt op til gården.
- Da jeg overtog gården, kunne jeg se, at det ikke var så godt, fortsætter Bente Thye Kristensen. Det er fint nok, at området over mod skibsreder Jebsen ikke bliver tilsået med sommerhuse. Men det var en stramning, at turisterne skulle have lov til at gå på de uopdyrkede arealer. Med den vrimmel, der kommer til Rømø, kan det betyde øget belastning af Vesterhedes natur i stedet for beskyttelse.
Nogle af indskrænkningerne i brugsretten har hun det godt med – for eksempel forbudet mod frilandssvin. Man må stadig drive traditionelt landbrug i området.
- Det bliver bare meget svært, når man for eksempel ikke engang må opføre læskure for kreaturer uden at spørge Naturklagenævnet. Med klimaet her ved kysten er der brug for læskure. Det er for meget af det gode, at man skal spørge om bagateller, og det er en urimelig gene for os fastboende.
- Man siger, at reglerne er indført for at beskytte området. Men min mor kunne have solgt det her område til turister mange gange – til en meget højere pris, end når vi handler gården som landbrug inden for familien. Vi har kort sagt vist, at vi godt selv kan passe på naturen her!
Nogle af bestemmelserne i fredningskendelsen er næsten komiske. For eksempel skal læhegn være af løvtræ, og de trives altså ikke for godt på randen af Vesterhavet, hvor storm og havgus går lige ind..
De har ikke ønsket at modtage pengene. Men har alligevel fået dem.
- Vi ville ellers ikke have dem, for vi har jo meddelt, at vi anker fredningskendelsen til ombudsmanden. Der er sket så mange fejl under behandlingen, at vi tror, han vil kassere det hele og forlange, at sagen går om. Men Naturklagenævnet har alligevel udbetalt erstatningerne, selv om taksationskommissionen, der skulle fastsætte beløbene, så sent som 25. juli skrev, at den ville komme og se på området, og at man i den forbindelse ville indkalde os skriftligt. Men der er ikke foretaget nogen besigtigelse, og derfor har vi selvfølgelig ikke været indkaldt til den, siger Bente Thye Kristensen.
Hun var da slet ikke: Selvom hun købte gården af moderen i 2001, er alle skrivelser og indkaldelser gået til hendes mor. På trods af, at hun gentagne gange har gjort opmærksom på ejerskiftet. Det synes hun egentlig også er uforskammet.
- Uanset hvad jeg gjorde, blev både Naturklagenævnet og taksationskommissionen ved at skrive til min mor. Selv om de måtte finde frem til hendes nye adresse. Når jeg klagede over det, fik jeg en håndfuld papirer, og så glemte man det igen inden næste brev.
Hun klagede over indskrænkningerne i brugsretten til gårdbygningerne, som ikke i sig selv er kendt bevaringsværdige, men fik til svar, at selv om det stod i papirerne, betød det ikke noget.
- Bagefter synes jeg også, at dét var utroligt frækt, for når det står i papirerne, vil det med garanti betyde noget den dag, hvor vi eventuelt beslutter, at vi selv vil drive gården igen. De gamle lade- og staldbygninger duer ikke til rationelt landbrug i dag. Men hvis vi kommer med et projekt til nye avlsbygninger, vil man kikke i papirerne og sikkert afvise det.
Ifølge fredningskendelsen må man heller ikke udnytte arealerne til dyrkning af juletræer og pyntegrønt, ikke lave nye hegn eller etablere gartneri – og vindmøller er strengt forbudt.
- Men det er værre, at der ikke må bygges nyt uden Naturklagenævnets tilladelse og ikke engang foretages ombygninger. Skulle vi endelig få lov til at lave ændringer, skal det være i røde mursten og i Rømø-rødt eller hvidt. Det sidste kan jeg dog godt forstå, siger Bente Kristensen.
Nu ender fredningssagen hos ombudsmanden. Inden for 14 dage vil de berørte lodsejere blive indkaldt til møde og få forelagt et udkast til en klage. Flere af de ramte er allerede i gang med at forberede skrivelsen, og når alle har haft mulighed for at få argumenter med i klagen, går den af sted til ombudsmanden.
- Han er nu den eneste, der kan sætte uret i stå og flytte fredningssagen tilbage til Dag 1, så den kan få en behandling, der er et demokratisk land værdig, siger Bente Kristensen – og hun tegner holdningen hos de fleste lodsejere.