Angsten for jordløse landbrug bremser udviklingen

- Samfundet omkring os er ret ligeglade med om vi hver især ejer 100 eller 500 gældsatte hektar. Det, de ikke vil finde sig i, er forurening, lugt og svineri på landevejen. Løser vi det problem, skal vi nok få lov til at være her og kan oven i købet medvirke til at skabe et nyt højteknologisk eksporteventyr, vurderer sydfynsk landboformand.

Den tidligere formand for Landboforeningernes driftsøkonomiudvalg, fynske Niels Rasmussen, er flere gange blevet beskyldt for at gå storbønderne og industrilandbrugets ærinde med sine synspunkter.

Senest ved Landboforeningernes delegeretmøde i forrige uge, hvor han pegede på nødvendigheden af at give storlandbrugene privilegier, hvis de vil gå forrest i udviklingen af gylleteknologi herhjemme.

- I mit hjerte er jeg en fynsk bondemand og absolut hverken jorddrot eller industribonde. Men alt for ofte er der en konflikt mellem det, vi i landbruget siger, og det vi gør.

- Jeg ønsker lige så lidt som alle andre jordløse landbrug, men i et tidsperspektiv på 10 år drejer det sig om at etablere et udviklingsmiljø, der kan skabe resultater, siger Niels Rasmussen.

- I det oprindelige forslag til den nye bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav - der i øvrigt i sin endelige udformning trådte i kraft i sidste uge - blev landbruget præsenteret for 100 procents rabat på arealkravet for bedrifter over 250 dyreenheder og med 50 procents rabat for de bedrifter, som var under 250 dyreenheder.

- Det skulle vi have støttet stærkere såvel som at kravet om at give de mest optimale løsninger den største rabat burde have været fremmet endnu mere.

- På sigt kan gylleseparering fulgt af en mindre afhængighed mellem en bedrifts jordtilliggende og dens husdyrproduktion blive godt for både miljø, driftsøkonomi og især de unges mulighed for at komme i gang, siger han.

- Derfor er det på høje tid, vi får udviklet en løsning på det problem. Og jeg ser ikke anden mulighed end at gøre det endnu mere økonomisk attraktivt for de, der skal udvikle teknologien. Måske lidt ligesom med vindmølleteknologien, der også startede som idealistiske baghaveprojekter. Først da vindmøllerne blev udviklet til et højteknologisk og industrielt produkt, opstod eksporteventyret.

- Det er derfor, jeg ikke mener, det er gennemtænkt, når Peter Gæmelke på delegeretmødet i Herning bruger det argument, at man ikke skal investere i teknologien for teknologien skyld.

- Man skal netop af alle kræfter investere i en teknologi, der trænger til kapitaltilførsel for at blive udviklet tilstrækkeligt til anvendelse i praksis. Hvis Peter Gæmelkes argument altid havde været gældende, havde glødelampen nok ikke været opfundet.

- Derfor har det skuffet mig, at Landboorganisationerne i det høringssvar til den nye bekendtgørelse, i så høj grad støttede både de lavteknologiske anlæg og den store sammenkobling mellem arealtilliggende og dyreenheder.

- Man skal jo huske på, at det er prisen på produktionsretten til husdyrproduktion, der er blevet for høj. Enten i form af høje hektarpriser eller for dyr gylleteknologi. Som det er nu, kan det stadig betale sig at købe jord til skyhøje priser og flytte rundt med enorme mængder gylle frem for at investere i gyllesepareringsanlæg. Store beskidte gyllevogne på landevejene og yderligere jordkøb er stadig det mest rentable. Og det kan risikere at ødelægge mulighederne for at drive landbrug i Danmark, mener Niels Rasmussen.

- Derfor haster det med at få udviklet teknologien. Frem for særligt at begunstige mindre brug og lavteknologiske løsninger, burde man støtte de største producenter, som også er dem, der kan bære nogle udviklingsomkostninger. Også selv om prisen bliver en luns af en af de helligste køer og dermed største skræk i dansk landbrug, nemlig de jordløse landbrug og en stærk sammenkobling af arealtilliggendet og husdyrproduktion.

- Landbruget i Danmark har altid stået for en offensiv udvikling og tidligere skabt store teknologispring. Derfor skal vore organisationer heller ikke i dag trække den modsatte vej og medvirke til at forsinke udviklingen. Tværtimod skal vi se os omkring og lægge mærke til det, der sker omkring os.

- De eneste, der kan håndtere en højteknologisk udvikling af gylleseparationsanlæg, er de allerstørste husdyrproducenter og virksomheder med risikovillig kapital. Dem skal vi støtte af al kraft for at komme en negativ udvikling i forkøbet.

- Samfundet omkring os er ret ligeglade med om vi hver især ejer 100 eller 500 gældsatte hektar. Det, de ikke vil finde sig i, er forurening, lugt og svineri på landevejen. Løser vi det problem, skal vi nok få lov til at være her og kan i bedste fald medvirke til at skabe et nyt højteknologisk eksporteventyr, vurderer den sydfynske landboformand.

At det lykkedes for den tidligere formand for Landboforeningernes Driftsøkonomiudvalg, Niels Rasmussen, Stenstrup, at sælge sin mælkekvote netop som prisen var allerhøjest, betragter han ikke selv som det rene held.

- I et lidt længere perspektiv kunne enhver jo se, at det var et efterslæb af tilpasninger på kvægbedrifterne, der satte den høje pris på kvoten, og at det ikke ville fortsætte. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke solgte min mælkekvote, fordi jeg vidste, at prisen netop ville toppe på dette tidspunkt. Men derfor kan man jo godt disponere, så man har mulighed for at blive ramt af heldet.

- Min situation er den, at jeg fortsat skal holde 20 år som landmand. Jeg stod i valget mellem enten at bygge en ny kostald til 150 køer eller helt at stoppe med mælkeproduktion og finde på noget andet.

- Efter en nøje vurdering af mine muligheder for at aflønne kapitalen i de 20 år, jeg har tilbage som landmand, valgte jeg altså at gå ind i kødproduktion. Jeg er dog fortsat af den overbevisning, at der kan skabes en god indtjening ved mælkeproduktion. I min konkrete situation faldt det bare anderledes ud.

- Man må aldrig satse alt på en produktion, der alene bæres af politisk bestemte vilkår. I ungtyreproduktionen svarer dækningsbidraget til EU-tilskuddet, forklarer Niels Rasmussen, der ikke er flov over at udnytte et lukrativt tilskudssystem.

For at opnå den maksimale ekstensiveringspræmie lejer han et foderareal på 31 hektar i det midtjyske.

- EU har på mange måder et fantastisk tilskudssystem. Men jeg vil da ikke håbe, der findes politikere, der vil ofre deres prestige på at bevare et system, der er så krøllet som det her. Derfor kan det pludseligt forsvinde, og det har jeg disponeret efter, siger den sydfynske landmand.

- Det er mig, der bygger stalden og derfor ejendommen her, der skal have tilladelserne hjem. Men selve driften foregår i et interessentselskab (I/S) som er oprettet sammen med en særdeles dygtig kollega, Jens Himmelstrup, som driver en større svineproduktion i nærheden. Han bliver også den faste leverandør af smågrise.

- Der er flere grunde til I/S selskabsformen. Jeg har brug for den ekspertise og erfaring i svineproduktion, som Jens Himmelstrup besidder, og han kan afsætte en større del af sine smågrise til en fast aftager. Som parter i et I/S arbejder vi begge på at få den bedst mulige driftsøkonomi og deler overskuddet efter indsats. I alt for mange konstruktioner med samarbejdsaftaler fokuserer man ofte på at forhindre den eller de andre parter i at opnå større fordele end en selv, mener Niels Rasmussen.

- Vi starter dog på færdigfoder, men overvejer naturligvis hjemmeblanding med henblik på at optimere totaløkonomien. Men før det kan lade sig gøre, må vi have etableret opbevaringsfaciliteter til kornet, fortæller Niels Rasmussen.

Den igangværende ombygning af den gamle kostald og placeringen af den nye stald har medført en tiltrængt sanering af bygningskomplekset på Skovbjerggård. Et par længer med gamle svinestalde er blevet knust og udgør nu vejfyld rundt om nybyggeriet.

- Det kostede 100.000 kroner at få fjernet og knust de gamle bygninger. Men besparelsen i etableringen af kørefaste veje rundt om den nye stald, reducerer nettoudgiften til 30.000 kroner, og så har vi i tilgift fået åbnet udsynet fra stuehuset mod vest ud mod et smukt skovbryn.

- Det er vigtigt at tænke strategisk, og derfor har vi også planlagt det nuværende byggeri således, at der også bliver harmoni i bygningsanlægget efter udvidelsen. Og i en sådan proces, hvor vi satser på at komme op på 500 dyreenheder, tror jeg, det bliver nødvendigt at tænke på en anden løsning med gyllen, for eksempel gylleseparering. Ellers får vi sikkert ikke lov til at udvide.

- Jeg må jo hele tiden planlægge således, at selv om jeg bruger meget tid på det organisatoriske arbejde lige nu, kan der komme en tid, hvor jeg skal skaffe mig lønsom beskæftigelse herhjemme.

- Det er jo ikke nok, at jeg selv synes, det er spændende. Det er jo medlemmerne, der skal afgøre, om de vil gøre brug af min arbejdskraft i foreningsarbejdet. Man må jo aldrig stille tingene sådan op herhjemme, at man bliver afhængig af en tilværelse som levebrødspolitiker, pointerer Niels Rasmussen, og slutter:

- Tværtimod skal der altid være en tidssvarende og veludviklet driftsenhed klar til mig herhjemme. Det bør man ikke forsømme som aktiv i organisationsarbejde.

Som den yngste af søskendeflok på 10 fik Niels Rasmussen fra Skovbjerggård ved Stenstrup i 1978 det ultimatum af sin far, at enten overtog han gården eller også var muligheden forspildt. Han var dengang 18 år gammel.

Derfor kan han nu i en alder af kun 42 år fejre 25 års jubilæum som selvstændig landmand.

I 1978 var der 30 søer og 35 køer på den dengang 33 hektar store bedrift. Med hjælp fra sin far og fodermester kunne Niels Rasmussen gøre sin landmandsuddannelse færdig i vinteren 1978-79. Han fandt også tid til et gymnastikhøjskoleophold på fem vintermåneder i 1981-82. Ubetinget sit livs mest lærerige skoleophold, hævder han.

Det sidste år, hvor det endnu var gratis at skaffe sig mælkekvote, var i 1989. Dette år udvidedes besætningen til 75 køer. Også efter udvidelsen af den eksisterende bindestald, blev der satset på jerseykøer.

Efter mange år som gymnastikleder og tillidsposter i det, der dengang hed DDGU (De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger), førte Niels Rasmussens organisatoriske engagement ham over i Landboforeningerne, hvor han i 1994 blev formand for driftsøkonomiudvalget i Svendborg og Omegns Landboforening.

- At blive valgt til en tillidspost lokalt er det største, man kan opnå. Her er man uden taktiske spil valgt af folk, der kender en for den måde, man driver sin gård på, sine synspunkter og som nabo og kollega. Det er noget, der tæller, siger den sydfynske landmand.

I løbet af efteråret tager fem syd- og østfynske landboforeninger fat på at få de formelle beslutninger om en fusion til at falde på plads. Det sker i den geografiske afgrænsning omkring rådgivningsselskabet Agrogården Fynsk Landbrugsrådgivning I/S, hvor Niels Rasmussen i øvrigt er næstformand.

Niels Rasmussen sidder desuden som landbrugets repræsentant i Ligningsrådet hos Told og Skat, bestyrelsesmedlem i Fødevareøkonomisk Institut. Han er tillige medlem af Tietgenskolens bestyrelse. Tietgenskolen i Odense har flere tusinde elever og uddanner blandt andet jordbrugsteknologer.

Læs også