- Dette her viser endnu engang andelsejets styrke. Efter mere end hundrede års hård konkurrence på grovvaremarkedet mellem på den ene side private købmænd med KFK i spidsen og på den anden side landmændenes egne grovvareselskaber er kampen nu endegyldigt vundet af andelsgrovvaresektoren. Det må en gang for alle få de røster, der gennem tiderne har sagt, at andelssektoren er utidssvarende, til at forstumme, siger Bent Juul Sørensen.

Han glæder sig samtidig over, at denne overtagelse viser, at der trods skarp indbyrdes konkurrence også kan samarbejdes inden for andelssektoren, når det gælder. Han henviser dermed til, at det hovedsageligt er DLG og en række lokale andelsgrovvareselskaber, der i fællesskab overtager KFK.

- Selve andelstanken handler jo om samarbejde, og dette er et flot eksempel på, at vi også kan samarbejde på tværs af selskaberne, påpeger Bent Juul Sørensen.

Sidst, men ikke mindst, glæder han sig over, at dette viser, at der ikke er grobund i dansk landbrug for den såkaldte "farm-management-model", som KFK ellers på et tidspunkt lancerede som en strategi, der skulle redde selskabet. Modellen går med amerikansk forbillede ud på, at selskaberne ejer landbrugsproduktionen - i modsætning til den danske andelsmodel, hvor det er producenterne, der ejer selskaberne.

- Den model, der har gjort mange amerikanske farmere til fodermestre for de store selskaber, må være død nu i Danmark, fastslår Bent Juul Sørensen, der ønsker de danske landmænd til lykke med sejren.