Regentparret så på løgproduktion
Midt i den travle løghøst fik Gyldensteen Gods forleden kongeligt besøg. Det skete i forbindelse med regentparrets besøg i Bogense.
Lensgreve Frants Bernstorff-Gyldensteen havde en særdeles interesseret tilhører, da han i forrige uge viste regentparret rundt i løgpakkeriet på godset Gyldensteen.
Majestætsbesøget på Gyldensteen var indlagt som en del af programmet under regentparrets daglange besøg i Bogense.
Under stor bevågenhed fra pressen og skolebørn med dannebrogsflag, der havde fået et par fritimer fra den nærliggende Klinte Skole, modtog Frants Bernstorff-Gyldensteen og godsforvalter Jeppe Ladefoged de kongelige gæster blandt pallekasser, traktorer og det snurrende løgsortereanlæg.
En særlig opstilling med de forskellige specialafgrøder, der produceres på godset, vakte berettiget opsigt. Lensgrevens franske landmandskollega og vinproducent, Prins Henrik, interesserede sig indgående for den måde godsets produkter præsenteres for kunderne.
Gyldensteen Gods dyrker knapt 300 hektar med løg, og producerer og pakker desuden en betragtelig mængde broccoli. På det seneste er også æbler blevet en del af det nordfynske gods’ varesortiment.
Der er i alt 40 ansatte på Gyldensteen, heraf er cirka to tredjedele beskæftiget i løgsortering og løgpakkeri. I højsæsonen kan antallet af medarbejdere komme helt op på 70.