Positionsbestemt planteavl præsenteres

På onsdag den 15. maj er Torben Thomsen, Holegård, Ebberup på Sydvestfyn vært ved et landsdækkende arrangement.

Landbrugets Rådgivningscenter har udpeget Holegård til demonstrationsejendom for positionsbestemt planteavl og samarbejdet markeres med åbent hus arrangementet.

Her vil Torben Thomsen fra kl. 9.30 fortælle om sine erfaringer og forventninger. Derefter vil der være indlæg med chefkonsulent Carl Aage Pedersen, og konsulent Ole Møller Hansen fra Landskontoret for Planteavl samt Hans Henrik Pedersen, konsulent på Landskontoret for Bygninger og Maskiner.

Otte firmaer vil præsentere avanceret udstyr i forbindelse med arrangementet, og de vil efter de indledende oplæg frem til kl. 14.00 være til stede, fremvise produkterne og fortælle om teknikken.

Erfaringerne med udbyttekort har været gode, og Torben Thomsen har også store forventninger til de nye aktiviteter.

- Vi har de seneste tre år brugt udbyttekort, hvilket vi har haft meget stor gavn af. I år er vi så begyndt med injektionssprøjtningen, som vil give en mere målrettet anvendelse af de enkelte midler, og det må kunne hjælpe til at nedbringe behandlingsindekset, specielt med den varierede jord, vi har på ejendommen. Med tildelingen af hjælpestoffer ved hjælp af GPS (Globalt Positionerings System) mindsker vi gylleforbruget i lavninger og lavtydende områder, og intensiverer tilførslen i højereydende områder, hvor udnyttelsen forventes at være bedre, siger Torben Thomsen.

Læs også