Dansk økologi-fremstød på Grüne Woche
Efter 10 års fravær er Danmark nu tilbage på Europas største forbrugerudstilling for fødevarer, Grüne Woche, der afholdes fra den 11. til den 20. januar i Berlin. LAU Udstilling & Promotion, der ejes af Landbrugsraadet, har opbygget og forestår driften af en større stand, som fortæller om økologisk convenience food fra Danmark. De besøgende kan bl.a. få information om moderne økologisk landbrug i Danmark og smage på de økologiske varer.
Aktiviteterne på Grüne Woche foregår i samarbejde med Økologisk Landscenter, Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv, og med besøg af fødevareminister Mariann Fischer Boel på udstillingen er der grundlag for at skabe en hidtil uset opmærksomhed om danske økologiske fødevarer i Tyskland.
Tyskland indførte sidste år et nyt enhedsmærke for økologiske produkter - det såkaldte Bio-Siegel - der garanterer, at produktet er i overensstemmelse med EUs regelsæt på området. Tyskernes Bio-Siegel er ækvivalent med det danske Ø-mærke, hvilket skulle øge mulighederne for eksport af danske økologiske fødevarer til det tyske marked. Samtidig er der for tiden stor interesse for økologi i Tyskland, der med Renate Künast har en fødevareminister, som for alvor har sat økologien på dagsordenen.
Ifølge Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, er man i dansk landbrug meget opmærksom på Tyskland som aftager af danske økologiske fødevarer, men på trods af det nye Bio-Siegel er det tyske marked vanskeligt at komme ind på.
– Selv om de økologiske produkters andel af det samlede salg af fødevarer er lige så stor i Tyskland som i f.eks. Storbritannien og Sverige, som vi har en god eksport til, er det ikke helt problemfrit at nå ud til de tyske forbrugere. I Tyskland er økologiske fødevarer nemlig hidtil først og fremmest blevet solgt gennem lokale helsekostbutikker, hvilket gør salg og distribution af danske økologiske fødevarer vanskeligere end på markeder med salg og distribution via supermarkeder. Men med fremstødet på Grüne Woche håber vi at kunne give tyskerne et positivt indtryk af vore mange forskellige økologiske fødevarer, siger Peter Gæmelke.
Grüne Woche i Berlin har i årtier haft en særlig status i de tyske forbrugeres bevidsthed. Det skyldes bl.a. den historiske udvikling, hvor Grüne Woche i det indesluttede Vestberlin blev brugt som platform for de vestlige allieredes solidaritet med vestberlinerne over for truslen fra øst. Men samtidig har Grüne Woche efter murens fald bevaret sin position som Europas absolut største forbrugerudstilling for fødevarer. I fjor blev udstillingen således besøgt af næsten en halv million gæster. Den danske stand på Grüne Woche bliver officielt indviet fredag den 11. januar kl. 9.00 af fødevareminister Mariann Fischer Boel.