Ønsker gylletanke kontrolleret fra fly
Formanden for Trehøje Kommunes teknik- og miljøudvalg, Poul Merrild, vil have kontrollen af gyllebeholdere op i højere luftlag. Formanden er selv landmand og er selv indehaver af et par gylletanke.
Står det til formanden for teknik- og miljøudvalget i Trehøje Kommune, Poul Merrild (V), så vil Trehøje Kommune engang i det nye år leje et fly og fra luften kontrollere om alle landmændene i kommunen har etableret det lovbefalede flydelag på deres gylletanke.
Baggrunden for ideen er, at det for nylig kom frem, at 30 procent af landmændene på landsplan ikke opfylder kravet. Ved samme lejlighed blev kommunerne kritiseret for ikke at opfylde deres tilsynspligt.
- Jeg er selv landmand og indehaver af et par gylletanke, og jeg synes, det er ærgerligt, hvis nogle af mine kolleger ikke har tingene i orden. Som formand for teknik- og miljøudvalget bryder jeg mig bestemt heller ikke om, at vi i kommunerne kritiseres for at se igennem fingre med det.
- Men omvendt vil det koste flere uger af kommunens miljømedarbejders tid hvis hun skal køre rundt til samtlige gylletanke, iføre sig gummistøvler og kravle op på en stige for at kunne kikke ned i gylletanken og kontrollere det på den måde. Men pr. fly kan opgaven klare på en dag, siger Poul Merrild.
- Jeg synes, det er ærgerligt, hvis alle landmænd tvinges til at bygge låg på deres gylletanke, fordi 30 procent ikke kan finde ud af det, siger Poul Merrild - og understreger at han faktisk ikke forventer, at det er situationen hos landmændene i Trehøje.
Derfor er flydelaget påbudt i henhold til vandmiljøplanen. Desuden reducerer flydelaget lugtgener fra gylletanke mærkbart.
I nogle gylletanke dannes flydelaget i øvrigt helt af sig selv, men i andre er man nødt til at hjælpe processen i gang ved at blande snittet halm i gyllen.
Poul Merrild betegner det som uforståeligt at alle landmænd ikke sørger for at få etableret et flydelag for at bevare så meget kvælstof som muligt i gyllen. Han påpeger, at man uden flydelag mister plantevækst på marken, fordi der i lovgivningen er sat klare grænser for hvor meget kunstigt fremstillet kvælstof, der må tilføres de enkelte afgrøder.