Dyre lærepenge
Et landmandspar har betalt nogle dyre lærepenge. I stedet for at tilkalde en uvildig svinekonsulent ringede de direkte til foderstoffirmaet i forbindelse med et parti dårligt foder. Resultatet er, at de hverken har set foderanalyse eller erstatning fra DLG.
»Af skade bliver man klog, men sjældent rig.«
Det kan svineproducenterne Helle Thrane og Martin Hjorth i Bække skrive under på efter deres erfaringer med at få erstatning for problemer forårsaget af dårligt foder.
De har i flere år været tilfredse kunder hos Sjølund Mølle (KFK), men fik et tilbud fra DLG om et læs prøvefoder. De slog til og fik omkring 6000 kg DLG Starline 6 smågrisefoder leveret på ejendommen 30. december i fjor. Allerede få dage efter begyndte problemerne.
Grisene, som Helle Thrane og Martin Hjorth fik leveret som syv kilos grise, begyndte at få diarre tre-fire dage efter, at de havde smagt på den nye foder.
- De fik tynd mave, så sagde det »spoink«, og grisene væltede døde om, beskriver Helle Thrane det. I løbet af de kommende 7-10 dage døde omkring 50 smågrise, mens de resterende 400 smågrise, der havde fået det pågældende foder, fik diarre eller begyndte at mistrives.
Det var deres første fejl.
Den gængse procedure i den slags sager er, at der tilkaldes en uvildig person, eksempelvis en svinekonsulent, som udtager og forsegler nogle prøver af det mistænkte foder i overværelse af en repræsentant fra foderfirmaet. Ellers kan det være som at sætte ræven til at vogte gæs.
Den ene foderprøve skal sendes af sted til analyse på et uvildigt laboratorium, hvorefter resultaterne af analysen bliver tilgængelig for både landmanden og foderproducenten. Her opstod den næste fejl, fordi foderprøven fra Helle Thrane og Martin Hjorth blev taget med tilbage af Niels Kopt Jensen fra DLG og analyseret på DLG’s eget laboratorium.
Dagen efter besøget fra DLG fik landmandsparret at vide, at foderet ganske vist ikke overholdt garantien med for meget protein og for lidt kobber. Skriftlige resultater fra analysen har landmandsparret dog aldrig set – selvom det snart er et år siden, at den blev udført og trods adskillige henvendelser til DLG.
Jysk Svinerådgivning mindes heller ikke at have set analysen trods det, at Niels Kopt Jensen oplyser til Landbrug Syd, at analysen er blevet sendt til begge parter for længe siden.
Uden analyseresultater er det umuligt at fastslå, om der har været andre problemer med foderet som for eksempel harsk fedt eller afblanding. Helle Thrane og Martin Hjorth havde ved selvsyn konstateret, at der var blågrønne klumper - formodentlig kobberholdigt stof – der lå ublandet fordelt i smågrisepillerne.
- Grisene havde fået et alvorligt knæk, så selvom de kom over på noget andet foder, fik de tynd mave og trivedes ikke ordentligt, fortæller Martin Hjorth.
For at redde, hvad reddes kunne, blev grisene flyttet over til den anden stald, hvor de normalt først kommer ind, når de vejer omkring 30 kilo, så der kunne gøres rent og desinficeres i den diarrebefængte stald. Flytningen bevirkede, at over 100 af de svageste grise døde.
- Vi lavede halmhuler til dem, så de ikke skulle fryse, men stalden er ikke så velegnet til de helt små grise, så de resterende kom aldrig til at trives, som de skulle, siger Martin Hjorth. Nogle af grisene nåede næsten at fejre et års fødselsdag, før de kom af sted til slagteriet – de mest langsomt voksende af det uheldige hold blev i hvert fald 11 måneder gamle. Normalt sendes de på slagteriet, når de er omkring 5,5-6,5 måneder gamle.
Helle Thrane og Martin Hjorth fik Jysk Svinerådgivning til at opgøre, hvor stor tabet som følge af det uheldige parti foder er. Med dødsfald, manglende tilvækst, rengøring og driftstab på grund af en tom stald i tre uger er tabet gjort op til 75.000 kroner. DLG erkender, at foderet gav problemer, men vil kun gå med til at betale en erstatning på 9600 kroner. Det svarer til 30 smågrise á 320 kroner. Pengene har landmandsparret ikke set endnu – de er tilsyneladende lige så svære at få fingrene i som et eksemplar af foderanalysen.
Helle Thrane og Martin Hjorth er nervøse for, at de aldrig ser det beløb, de mener, de er berettiget til. Da der ikke foreligger noget skriftligt fra DLG hverken i form af foderanalyse eller tilsagn om betaling af erstatning, og det skyldige parti foder for længst er forsvundet, ved de også godt, at de ikke kan gøre sig meget håb om at slæbe DLG i retten.
- Vi har lavet nogle fodfejl, som sikkert kommer til at koste os en del penge. Men vi har lært af vores fejl og håber, at andre også gør det, siger Martin Hjorth om de dyre lærepenge.





































