Flere hundrede grise i fare ved brand ved Thisted
Onsdag morgen udbrød der brand hos en svineproducent i Thy
Politi, dyrlægeberedskab og brandfolk kæmper ifølge Ekstrabladet.dk fortsat for at redde flere hundrede grise, efter der onsdag morgen udbrød brand på en gård i Vesløs nord for Thisted.
Et halmloft over en længe med søer stod i flammer og ilden bredte sig til en avlsbygning med de mange grise. Ekstrabladet.dk oplyser, at en stor del af grisene er døde som følge af branden.
- Der er dyrlægeberedskab på stedet, som vurderer, hvor mange af de overlevende grise, der skal aflives, fordi de har røgskader, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen til ekstrbladet.dk.
Han oplyser, at der ingen meldinger er om, at personer skulle være kommet til skade.
- Branden er under kontrol forstået på den måde, at den ikke længere breder sig. Nu handler det så om at få den slukket hurtigst muligt, lyder det fra Henrik Nielsen.
Han siger til Ekstrabladet.dk, at først når branden er slukket, kan man undersøge de tekniske installationer i et forsøg på at finde ud af årsagen.