Styrelse advarer mod at komme tæt på store maskiner
Man skal være forsigtig, når man bevæger sig ud i skoven for tiden, lyder det fra Naturstyrelsen
Store skovningsmaskiner er nemlig i gang med at rydde op efter orkanerne Allan og Bodil. Naturstyrelsen har således helt ekstraordinært mange skovningsteams i gang i orkanramte skove i øjeblikket. Og så skal man passe på, meddeler Naturstyrelsen.
- Det er farligt at komme for tæt på skovningsarbejdet, fordi væltede træer og højt støjniveau gør det svært for skovarbejderne at holde øje med en. Desuden ligger væltede træer og store grene ofte i spænd og kan flyve voldsomt omkring, når de bliver løsnet af skovarbejderne, skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.
Ifølge styrelsen advarer man med skilte om skovarbejde forude, og skovgæster skal i disse områder blive på veje og stier.
- Arbejdet foregår fra 6-22 for at få mest muligt træ bearbejdet inden sommer – og før yngletid for en række sårbare dyr og for at sikre, at mindst muligt at træet bliver skadet af insekter, lyder der fra Naturstyrelsen.
Styrelsen forventer at oprydningsarbejdet står på i hele 2014 – men med størst intensitet frem til foråret.