Deutz-Fahr Land i Lauingen i Tyskland skal blandt andet være hjemsted for en topmoderne traktorfabrik
Lauingen i tyske Bayern er i forvejen hjemsted for en af
Deutz-Fahrs store traktorfabrikker.
Nu er første spadestik taget i Lauingen til et nyt
industriområde, der er dedikeret til Deutz-Fahr – og som blandt andet skal huse
en topmoderne traktorfabrik og et stort besøgscenter med uddannelsesfaciliteter
til medarbejdere og forhandlere fra hele verden.
For at kunne etablere og udvikle Deutz-Fahr Land har man
opkøbt et meget stort industriareal på 125.000 kvadratmeter. Det ligger op ad
den nuværende Deutz-Fahr fabrik og administrationscenter.
Det nye produktionsanlæg bliver bygget som et L-formet bygningskompleks
på 40.000 kvadratmeter fabriksareal.
- Med udvidelsen vil man i Lauingen kunne producere cirka 8.000
traktorer pr. år – vel at mærke i ét arbejdsskift, så Deutz-Fahr kan hurtigt
forøge kapaciteten i takt med udviklingen i markedsandelen, lyder det i en
pressemeddelelse.
Når anlægsarbejdet er færdigt i 2016 vil fabrikken,
testområdet og det nye besøgs- og træningscenter lægge beslag på et areal på i
alt 340.000 kvadratmeter, hvoraf de 138.000 kvadratmeter vil være under tag.
Den samlede investering bliver cirka 75 millioner euro.