Arnes Smedie i Gadbjerg har udviklet og produceret en ny helgalvaniseret transportvogn til svin og kreaturer
De er kendte i farverne grøn og rød – AS-vognene fra Arnes
Smedie i sydjyske Gadbjerg. Men nu er en helt ny model kommet til – en
helgalvaniseret metalgrå kreatur-/grisevogn, som Arne Nielsen har udviklet og
nu sat i produktion.
En vogn, han betegner som en kvalitetsvogn med mange
års holdbarhed.
- Den galvaniserede vogn er som den malede model. Men
helgalvaniseringen gør, at den ikke tærer op med årene, ligesom vi har
forstærket bunden i den galvaniserede model, forklarer Arne Nielsen.
Monteret med diodelys
Han tilføjer, at vognen fås med sidedør – præcis som de
malede modeller også kan leveres. Desuden er vognen monteret med diodelys hele
vejen rundt.
- En dyrere løsning, men det holder langt bedre i længden,
fastslår Arne Nielsen.
Vognen, der egner sig til transport af alt fra kreaturer,
grise og får, fås fra fem meter til ni meters længde. Bredden er for alle vogne
2,5 meter.
De første vogne er i produktion nu og er solgt til kunder
i Norge.
Vognen præsenteres som en nyhed i år på dyrskuerne i
Aabenraa, Roskilde og Herning.