Fremover bliver det frivilligt for den enkelte landmand, om han vil bruge randzoner som virkemiddel
Folketinget har besluttet at ophæve randzoneloven, så
landmænd fremover ikke længere er tvunget til at have ni meter dyrkningsfri
zoner omkring vandløb og søer på deres marker. Det oplyser Miljø- og
Fødevareministeriet.
Randzoner kan stadig udlægges, men det bliver frivilligt
for den enkelte landmand, om han vil bruge randzoner eller andre virkemidler
for at opfylde en række grønne krav fra EU.
- Med ophævelsen af randzoneloven vil de cirka 25.000
hektar randzoner igen være til landmændenes disposition, hvilket er godt for
råvaregrundlaget og erhvervets indtjening. Vi ved, at randzonerne ikke er lige
effektive alle steder, så derfor er det sund fornuft, at landmænd fremover
frivilligt kan udlægge randzoner, hvor det giver mening på den enkelte bedrift
- eller vælge andre virkemidler for at leve op til miljøkravene, siger miljø-
og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i en pressemeddelelse.
Ophævelsen af de tvungne randzoner er en del af den
Fødevare- og Landbrugspakke, som regeringen sammen med blå blok vedtog før jul.