Stort program for høstfest i Odense
Lørdag den 1. september kommer det fynske landbrug »til byen«, når Landbrugets Samfundskontakt Fyn, i samarbejde med Odense Cityforening, arrangerer en stor høstfest i Odense.
Odense City bliver næppe til at kende igen lørdag den 1. september, når det fynske landbrug i bredeste forstand rykker ind og forvandler hele bymidten til et levende udstillingsvindue for landbrugserhvervet og en lang række tilknyttede virksomheder og aktiviteter.
Ligesom ved sidste års succes, »Landbruget kommer til byen«, er det Landbrugets Samfundskontakt Fyn, der står bag. Denne gang har man givet arrangementet titlen »Høstfest«, og man har fået en værdifuld samarbejdspartner i Odense Cityforening, hvis medlemmer vil medvirke til, at denne dag bliver en spændende og festlig oplevelse for byens mange gæster og kunder i alle aldre.
Det overordnede tema bliver »Brød med smag«, og udgangspunktet er kornhøsten, som på dette tidspunkt formentlig er i fuld gang. Der er lagt et stort program for aktiviteterne, som med Flakhaven som udgangspunkt vil foregå rundt omkring i den indre by.
Kl. 10.30 bliver der kåring af »Brød med smag« ved Anker Boye m.fl., og fra
kl. 12 til 14 spiller Bakkegårdens Big Band på Brandts Klædefabrik
Af andre aktiviteter kan nævnes: Folkedans-opvisning i Kongensgade og ved Frank A. Kør en tur i hestevogn med Flakhaven som udgangspunkt. Gave og tur i hestevogn til tre brudepar.
Desuden: Får i juletræer, fåreklipning og information om fåreavl. Smagsprøver på fårespegepølser. Salg af grill-pølser og fårespegepølser. 20 spejdere spiller. Udstilling af krokodiller. Rygning og salg af rygeost. Udstilling af Mohair produkter. Salg af honning, kryddersnapse, kartofler, garn, skind, lammekød og -pålæg.
Og meget, meget mere….