Halmen kan vrides for vand

Nedbøren har forhindret bjærgningen af de sidste kornmarker og halmen mange steder.Per Funch Clausen, Fuglsbølle på Langeland, viser her hvorfor.

Skiftevis regn og tørvejr har i de seneste uger udskudt bjærgningen af årets sidste kornmarker og halmen på markerne. Mange steder står der vand i markerne, og med de tiltagende kortere dage bliver der stadig vanskeligere at få afgrøderne og halmen tørret.

Problemerne er generelt over det meste af Fyn, men værst ser det ud på Sydfyn, Langeland og øerne i det sydfynske øhav, hvor der er faldet ekstreme mængder nedbør, og derfor mangler man her endnu store arealer at høste. Men også gennemgroede marker med sorte halmstrimler vidner om store problemer for planteavlerne.

I Fuglsbølle på Langeland var gårdejer Per Funch Clausen kommet i gang med halmvenderen i tirsdags. Rødsvingel-udlægget trængte voldsomt til at blive løftet for byrden af de tunge halmstrenge, men torsdagens regn satte på ny en stopper for bjærgningen.

For at undgå hjulspor i den kommende frømark har han hidtil undladt at vende frøgræshalmen. Men uanset risiko for spor var det påkrævet at vende halmen for at redde udlægget.

Per Funch Clausen kan meget nemt demonstrere, at det er tiltrængt. En halmtot kan vrides, så der driver vand af den!

Per Funch Clausen er næsten færdig med at høste sit korn, men mangler et areal med persillefrø og et lille stykke med vårhvede.

Der ligger endnu meget halm på markerne i det langelandske område, og det bekræftes af de landmænd, som leverer meget halm til varmeværkerne. Mellem bygerne forsøger de at vende halmen før presning, men lige lidt lykkes det, når regnen falder på vej hjem fra marken.

I Botofte ved Tranekær har gårdejer Lars Prytz siden den 3. august noteret 273 millimeter regn. Hos ham er høsten langt fra slut.

- Jeg mangler i dag (torsdag den 13. september, red.) stadig 50 hektar hvede, og med regnen her til morgen er der ingen gode høstudsigter. Onsdag var det pænt vejr, og vi prøvede til med mejetærskeren, men der var 26-27 procent vand i marken, hvor der også er udlæg.

Den første omgang i marken blev høstet den 23. august, og næste forsøg på anden omgang blev altså gjort tre uger senere, og det måtte blive ved forsøget.

Mange steder står mejetærskerne beredt og vogne tildækket med presenninger. I markerne er der kørt uden om flere fugtige steder, hvor kørsel er udelukket.

Ingen tvivl om, at hvis man spørger til ønsker hos en del landmænd i denne tid, så er svaret enkelt: sol, sol og atter sol. Det er trods alt også tiden, hvor vintersæden skal i jorden.

Læs også