Danmarks bedste Fjordhingst

Fjordhingst fra Jordløse på Sydvestfyn kåret ved jubilæumsarrangement på Vilhelmsborg.

For to år siden købte familien Olsen, »Vængets Fjordheste«, Håstrupvej 30 ved Jordløse, den dengang 2½-årige hingst, Citat Halsnæs, som netop havde fået sin første avlsgodkendelse. Og den investering har siden vist sig at være »ikke så ringe endda«.

Hingsten, der er født og opdrættet hos Danmarks vel nok mest kendte Fjordheste-avlere, Vibeke og Søren Juellund, Kongerslev i Nordjylland, er nemlig netop blevet kåret som Danmarks bedste Fjordhingst – med titlen »Årets Hingst 2001«.

Den fornemme titel blev opnået, da Fjordhesteavlen i Danmark for nylig afholdt 60 års stambogsjubilæum på Vilhelmsborg ved Århus. Jubilæumsarrangementet omfattede blandt andet materialprøve, hingstekåring, medaljekåring af hopper, 2-års finale og følfinale.

Den nu 4½-årige Citat Halsnæs blev kåret i 1. klasse og stod på fløjen i sit hold, og ved den afsluttende konkurrence med fløjhingstene fra 2½- og 3½-års holdene blev han udpeget som Årets Hingst 2001. Ud over medaljer og præmier fra Fjordhesteavlen i Danmark fik hingsten tillige æresmedaljer fra Fjordheste avlsforbundene i Norge, Sverige og Belgien.

Citat Halsnæs har nu permanent avlsgodkendelse. Den næste hurdle, hingsten skal klare, er, at der efter hans sjette bedækningssæson skal stilles en afkomssamling efter ham.

Hingsten var i øvrigt ved jubilæumsarrangementet på Vilhelmsborg selv med i en afkomssamling, idet moderen, Julie Halsnæs, stillede en afkomssamling med fem hingste, som alle er kåret i 1. klasse. For denne præstation fik hoppen Fjordhesteavlens guldmedalje – en udmærkelse, som kun to gange tidligere er tildelt i Danmark.

Læs også