Nordfynsk besætning frikendt

En landmandsfamilie i Vellinge ved Otterup kunne fredag ånde lettet op: Deres jerseybesætning skulle alligevel ikke aflives på grund af kogalskab.

Det så det ellers ud til, efter at en selvdød ko fra besætningen den 4. september blev fundet positiv for BSE ved en første test hos Statens Veterinære Serumlaboratorium. Imidlertid var testmaterialet i temmelig ringe stand, hvorfor en prøve blev sendt til undersøgelse på en laboratorium i England, som har udstyr og ekspertise til at udføre en mere dybtgående undersøgelse.

Denne viste klart, at der ikke var tale om BSE, hvorfor dyrlæge Karin Mortensen fra Fødevareregion Fyn fredag eftermiddag kunne overbringe den nordfynske familie det glædelige budskab, at BSE-alarmen var afblæst, og at alle restriktioner for besætningen kunne ophæves.

Læs også