Ny sprøjte overholder sikkerhedskrav

Kvernelands Rau Phoenix trailersprøjte overholder de nye sikkerhedskrav, der træder i kraft til april næste år. Den blev forleden vist på Hjallerup Maskinforretnings markdemonstration.

Den 8. april næste år kommer der nye krav til rengøring af sprøjter. Eksperter vurderer, at 15.000 danske sprøjter derfor vil være ulovlige efter den dato.

Løsningen på problemet er enten at købe en ny sprøjte eller et sikkerhedssæt, der kan monteres på den gamle. Den danske sprøjteproducent Hardi har produceret et såkaldt sikkerhedskit, og Hjallerup Maskinforretning er nu også på markedet med deres eget Hjallerup-kit.

- Men der er også god efterspørgsel efter nye sprøjter, fortæller direktør i Hjallerup Maskinforretning Lars Petersen, mens traktorer og såmaskiner samt sprøjter fra både Kverneland og Hardi under maskindemonstrationen forleden kører frem og tilbage på markerne hos Søren Rauf i Svenstrup.

Nye krav giver mere kapacitet
Også Kverneland Danmark forventer, at efterspørgslen på nye sprøjter stiger.

- Især de, der i dag har liftsprøjter, vil overveje at købe en ny sprøjte for at opfylde kravene, vurderer salgschef hos Kverneland Danmark, Anders Clemmensen.

Som en sidegevinst vil man få en øget kapacitet med en ny sprøjte, mener han. Rau Phoenix sprøjterne fås med en tank fra 2400 liter op til 5000 liter.

- Det giver mere frihed, fordi det reducerer den tid, der går med at køre hjem og fylde tanken op flere gange, siger han.

Nem rengøring
Med de nye krav til rengøring af sprøjterne øges sikkerheden ikke bare for miljøet men også for piloten.

På Rau Phoenix C50 er der en 360 liters rentvandstank, der sikrer, at der er nok rent vand til at skylle tanken ren, og to tank-skylledyser spuler beholderen ren. Det hele styres elektronisk fra førerhuset.

- Derfor skal chaufføren ikke ud og gå i den nysprøjtede afgrøde og får ikke kemikalierne på tøjet, forklarer Anders Clemmensen.

Piloten kan også glæde sig over, at han kan fylde kemi på sprøjten via det ergonomisk korrekt udformede præparat-fyldeudstyr, mens han står på jorden.

Af hensyn til miljøet stilles der krav om, at tanken ikke bare skylles fri for rester indvendigt, men at den og bommen også vaskes udvendigt. Til den opgave er sprøjten udstyret med en slangerulle med børste, der bruger vand fra rentvandstanken.

Rentvandstanken kan ikke fyldes med pumpen, men skal fyldes separat med en vandslange. Det er også et lovkrav, fortæller Anders Clemmensen.

- Der må ikke være risiko for, at der kommer kemi i rentvandstanken, forklarer han.

Elektronisk styret
Anders Clemmensen fremhæver også den finesse, at man via den elektroniske styring kan gennemskylle pumpe, bom og ventiler for kemikalier udenom hovedtanken, hvis man bliver afbrudt i sprøjtearbejdet.

- Kemikalierne kan aflejre sig og stoppe dyserne til, fortæller han.  

Også mængden ved påfyldning styres elektronisk, og tastes blot ind enten på sprøjten eller fra førerhuset.

Kommer man alligevel til at blande for meget, kan man pumpe overskudsvæske tilbage til opbevaringsbeholderen.

Sprøjten er Isobus-certificeret, så dens funktioner kan styres fra traktorterminalen, men man kan også få en styreboks til sprøjten alene.

Anderledes bom
Anders Clemmensen fremhæver også sprøjtens bom, der er lavet i aluminium. Bommen fås fra 20 til 45 meter på trailersprøjterne.

- Den er anderledes end andre bomme på markedet, fortæller han.

Det er den, fordi den ikke er svejset, men nittet og boltet sammen af flere dele.

- Det gør den både mere robust, og det er nemmere at udskifte dele på den, siger salgschefen og tilføjer, at der er fem års garanti på de klemmestykker, der er brugt ved sammenføjningerne.

Designmæssigt er alle slanger beskyttet oppe i bommens top-profil, mens alle dyser er beskyttet af bund-profilen.

Bommen er pendulophængt og tilstræber at følge sprøjtens hjulaksel. Bom-censorer, der styrer enten bommens afstand til afgrøden eller jorden, kan bygges på alle modellerne.

Bommene kan køre op og ned uafhængigt af hinanden, og det kan også bygges på sprøjten, at den kan hæve bommens midtersektion op og ned.

Læs også