Mink blev lukket ud

HÆRVÆRK: Næsten 6000 mink blev lukket ud af deres bure på farm i Hvide Sande, og flere hundrede er endt i naturen.

Flere minkfarme og virksomheder med tilknytning til minkbranchen har været udsat for meningsløst hærværk, og minkavlerne opfordres til at have skærpet opmærksomheden omkring deres farme.

5000-6000 mink blev sluppet løs fra en minkfarm på Holmsland Klitvej syd for Søndervig ved Hvide Sande. Der var slået huller i indhegningen omkring farmen, hvorefter burene var åbnet, og politiet betegner sagen som groft hærværk.

Overgrebet blev opdaget af en chauffør, og avleren fik derefter hurtigt tilkaldt hjælp til at begrænse skaden, og 50-60 pelsdyravlere og andre brugte natten og morgenen til at få fanget flest muligt af de mange løse mink ind igen.

- Den her type af kriminalitet er ærgerlig og dum. Det går hårdt ud over minkene, men det går også ud over balancen i det omgivende naturområde. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få indfanget eller skudt alle de mink, der er sluppet ud i naturen, sagde vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen fra Skov- og Naturstyrelsen efter hærværket til Kopenhagen Furs hjemmeside.

- Lige nu kan vi kun gisne om, hvem der gør sådan noget. Men vi ved, at TV 2 og Operation X i øjeblikket arbejder på et program om pelsdyravl, og at man bl.a. bruger et materiale med hemmelige videooptagelser, som TV 2 har modtaget udefra. De billeder kommer givetvis fra en rabiat dyreretsgruppe, og det giver da en tanke, at vi netop nu også bliver udsat for et overfald på en farm. Det ligner en orkestreret kampagne, hvor ekstremister ikke skyer nogen midler for at få størst mulig presseomtale i en nøje udtænkt sammenhæng, siger kommunikationschef Sander Jacobsen, Dansk Pelsdyravlerforening, til hjemmesiden.

Mink ødelægger naturen
Også ved Struer og i Farsø er der sluppet mink ud. Også her er de forsøgt indfanget, men selve avlsarbejdet er også her ødelagt, da man ikke kan identificere den enkelte mink.

- At slippe mink løs i naturen er en ulykke for fugle og mange andre dyr i den danske natur. De mennesker, der lukker mink ud af farmene, er skyld i, at mange af vores fugle og andre dyr får deres yngel ødelagt eller selv bliver dræbt. Mink er super effektive rovdyr, der tager alt, hvad de kan få fat i. De hører ikke hjemme i den danske natur, og det koster hvert år mange penge og meget besvær at forsøge at holde dem væk fra de mest følsomme naturområder. I fuglekolonier kan mink ødelægge et helt års yngel for tusinder af fugle, og Dansk Ornitologisk Forening henstiller indtrængende til, at de skyldige i udslippene standser aktionerne omgående, siger Hans Meltofte fra Dansk Ornitologisk Forening til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

 

 

Læs også