Hestehvisker på hesteskue

På lørdag afholdes det traditionsrige Brahetrolleborg Hesteskue. Der er tilmeldt lidt færre dyr end sidste år. Til gengæld præsenteres en helt unik hoppefamilie. Underholdningsprogrammet byder blandt andet på en dansk-australsk hestehvisker.

En af sommerens traditionsrige begivenheder, det årlige hesteskue på Brahetrolleborg, som i år afholdes for 103. gang, finder sted på lørdag.

Hesteskuet afholdes som sædvanlig af Foreningen til Køre- og Ridehesteavlens Fremme i Fyns Stift (Brahetrolleborgforeningen) og Dansk Varmblod region 3 Fyn, og der er traditionen tro lagt op til en hyggelig og indholdsrig dag på »Danmarks smukkeste dyrskueplads« mellem Brahetrolleborgs gamle fredede avlsbygninger og på plænerne foran Brahetrolleborg Slot.

Det er især hesteskuets Dansk Varmbod afdeling, der har tilbagegang, idet der her kun er seks tilmeldinger mod 14 sidste år. Tilbagegangen rammer især 2-års hopperne, hvoraf der kun er tilmeldt to i år mod 10 sidste år.

Til gengæld er der en lille fremgang hos Frederiksborg afdelingen, som i år stiller med 22 tilmeldinger mod 21 sidste år.

Oldenborg afdelingen har tilbagegang for andet år i træk, nemlig fra 13 sidste år til ni i år.

De 71 tilmeldte føl fordeler sig med 17 hoppeføl og 21 hingsteføl til den almindelige bedømmelse. Til den obligatoriske følbedømmelse, der er et vigtigt led i avlsarbejdet, er tilmeldt 33 føl.

Syv hingste har mere end et styk afkom med til den obligatoriske følbedømmelse. »Topscorer« er Chopin Dane med ni føl. Chopin Dane ejes i fællesskab af Brahetrolleborgforeningen og OL Hestecenter.

Kl. 13.05 viser ungrytteren Katja Berg på hesten »Cru Classé« dressur på højt plan. Af andre spændende indslag kan nævnes kørsel med Frederiksborg- og Oldenborg heste, slæbning af banen med Frederiksborg heste samt udvælgelse af »Rytternes Ønskeridehest«.

Hovedtrækplasteret i år bliver den dansk-australske »hestehvisker«, Jasmin Schacht, der viser et show på hestenes præmisser kl. 12.30 og 15.15.

Fra kl. 12-14 arrangerer Faaborg Rideklub gratis trækketure for børn på ponyer.

Kl. 14.55 ankommer familien Reventlow-Mourier i hestevogn fra slottet. Der bliver uddeling af mønstringspræmier og overrækkelse af den særlige udmærkelse »Følfadet«.

Den begivenhedsrige dag slutter med, at fællesdommer Egon Fræhr udvælger skuets bedste følhoppe, samt overrækkelse af sponsorpræmier og ærespræmier.

Svend Rosager kan i år på hesteskuet præsentere en helt unik hoppefamilie, bestående af hans bedste hoppe, Scarlet Gravvænge, som stiller med fire højt bedømte afkom. Alle har opnået flotte resultater og udmærkelser ved diverse hesteskuer. Bandt andet finder man i flokken både en sølv- og en bronzemedaljehoppe samt »Miss Fyn 2002« - vinderen af 2-års skuet på Fyn i år.

Moderhoppen, Scarlet Gravvænge, har selv opnået fornemme resultater. Blandt andet blev hun i 1996 »Årets bedste følhoppe« på Det fynske Dyrskue, og samme år opnåede hun 24 point på Landsskuet i Herning.

Svend Rosagers hoppefamilie er i øvrigt ud af Danmarks ældste hoppestamme. Scarlet Gravvænge er således 12. led i en lige linie tilbage til stammoderen, Stella Rosengaard, der blev født i 1905 i Tyskland og købt af Svend Rosagers farfars fætter.

Læs også