Lystigt klukkende spæner strudsene rundt på deres indhegnede mark. Nipper lidt til græsset og ruller sig i sandbadet i hjørnet. Så snart en af anførerne ændrer retning, følger de andre efter i rask tempo og under højlydt pludren. De stritter med de små vinger, formentlig uvidende om, at de aldrig vil komme til at bære dem i flugt.

Vingerne fylder meget på grund af fjerene, men kan ikke bære. Til gengæld har strudsene lårmuskler, der fortæller alt om deres ydeevne som løbere, og afslører, at her er der kød at hente

Avlsdyrene i alderen 3-4 år går i grupper på fire dyr, med en han og hans tre hunner. Hannen vogter sit harem med den yderste nidkærhed. Kommer man for tæt på, går hannen ikke nødvendigvis til angreb, men sørger for at jage konerne bort.

Strudsene skal hverken malkes eller strigles og er sjældent syge. Det største arbejde er at indsamle æggene og sende dem til klækning samt at transportere de udvoksede dyr til slagteriet.

Avlshunnen lægger æg nogenlunde lige så trofast som en almindelig høne. Så længe man fjerner æggene bliver hun ved med at lægge nye i et endeløst forsøg på at fylde reden. For ikke at udpine dyret giver avlerne dem hvileperioder, hvor man holder op med at fjerne æggene og samtidig ændrer på foderblandingen, så æglægningen hører op.

Æggene sendes til særlige rugerier, eller man udruger dem selv, og kyllingerne vender så tilbage til farmen når de er omkring en uge gamle og store nok til at blive sendt på græs. De voksne dyr sendes til et af de to autoriserede danske strudseslagterier, hvor hver struds på 100-150 kilo bliver til 30-35 kilo kød.

Strudsene er i deres naturlige forhold vant til meget store temperatursvinginger. På farme har de altid adgang til selv at vælge, om de vil være ude eller inde eller på et overdækket, udendørs areal.

Strudsefarme er ikke noget nyt fænomen. I Sydafrika begyndte man at opdrætte strudse i slutningen af 1800-tallet. Fjerboaer var højeste mode for overklassens kvinder, og da det efterhånden blev for svært at indsamle fjer fra vilde dyr, kom strudsefarmene til. Ud over fjerene anvendte man også strudsenes skind, der er lige så stærkt og smidigt som okselæder. Kødet, derimod, var der ingen, der drømte om at spise.

Det har ændret sig. I dag er der mange, der har fået øjne og smagsløg åbne for strudsekødets kvaliteter, og inden for de seneste 20 år er kommerciel strudseavl blevet et udbredt fænomen i Nordeuropa.

Det anslås, at der ved en gros salg er en fortjeneste på omkring 300 kr. på hvert dyr, som i løbet af sine 12-14 måneders levetid æder for omkring 100 kr. foder om måneden. Dertil kommer værdien af de arealer, inde som ude, som strudsen lægger beslag på.

En egentlig god forretning ved strudseavl opstår kun, når farmerne selv sælger kødet, uden at beregne sig den fortjeneste på op til 100 procent, som nogle supermarkeder og andre detailhandlere ikke skammer sig for tage.

Et godt råd er at opsøge strudsefarmerne selv. De fleste sælger fra stalddøren eller har etableret egentlige gårdbutikker med strudsekød blandt andre varer. Dyrene er slagtet og kødet udskåret under veterinær og professionel kontrol og sælges fra farmene i reglen til priser væsentlig under, hvad de forlanger »inde i byen«.