Roedag med nye faglige vinkler og tiltag
Sofiehøj Forsøgscenter på Lolland danner onsdag den 11. juni rammen om årets store Roedag, der byder på flere faglige indlæg.

Roedagen afvikles som tidligere både formiddag og eftermiddag, og det er med en fælles frokost for samtlige deltagere mellem de to arrangementer. Arkivfoto
Onsdag den 11. juni holder Nordic Beet Research (NBR), Nordic Sugar og VKST igen Roedag på Sofiehøj Forsøgscenter i Holeby på Lolland, hvor der igen forventes et stort antal deltagere.
Arrangementet afvikles derfor som tidligere både formiddag (kl. 9.30-12.00) og eftermiddag (kl.13.00-15.30), og det er med en fælles frokost – fra klokken 12 til 13 – for samtlige deltagere mellem de to arrangementer.
Tidligere er frokosten blevet serveret i en af hallerne på Sofiehøj, men i år er det planen at opsætte et stort telt i forsøgsmarken. Denne frokost er en god mulighed for at få en snak med kollegaer og udstillere.
Tre poster i marken
På Roedagen vil der være ekstra fokus på båndsprøjtning og radrensning med blandt andet kørende demonstration. Arrangørerne har valgt at fokusere på udvalgte maskiner og kombinere det med et fagligt indhold i form af tre poster i marken.
Der bliver en ukrudtspost med radrensere i aktion, en gødningspost med fokus på gødningsudstyr og en åben post, hvor hver udstiller får mulighed for at præsentere maskiner, som har relevans for roedyrkningen.
Den åbne post placeres omkring frokostteltet, hvor der også vil være stande med præsentation af diverse andre produkter. Den serverede mad kan nydes stående, og arrangørerne forventer, at de besøgende vil kombinere frokosten med et besøg på de mange stande med diverse grej og nyttig viden til roedyrkningen.
Faglighed i fokus
Udover maskinudstillingen sammensættes Roedagens faglige program af et udvalg af aktuelle emner, som præsenteres ved hjælp af demonstrationsparceller med mere.
Der vil være gamle kendinge med nye faglige vinkler som for eksempel optimal ukrudtsbekæmpelsesstrategi. Der er også igen i år planlagt nogle kreative indslag, som sætter fokus på blandt andet skade- og nyttedyr. Ligeledes vil der være en opdatering på bladsvampebekæmpelse.
I relation til gødningsposten er der fremvisning af gødningsforsøg med fokus på optimal udnyttelse af blandt andet kvælstof og fosfor samt relaterede emner inden for klima og brug af biostimulanter. De faglige indslag faciliteres af arrangørerne og krydses med indlæg fra blandt andet kemi- og gødningsfirmaer.
Roedagen den 11. juni er gratis og er for alle interesserede, der også allerede nu kan sætte kryds i kalenderen torsdag den 23. oktober. Her holdes efterårstræf med fokus på sorter, bladsvampe og rodråd samt opfølgning fra Roedagen.