Klima og biodiversitet uden plov

Med den grønne omstilling og en ny EU-landbrugspolitik er der lagt op til nye tider i planteavlen. Velas, FRDK og Danmarks Naturfredningsforening inviterer til en faglig dag for landmænd, der uforpligtende vil høre om pløjefri nytænkning i planteavlen

Over 5.150 danske landmænd har prøvet at dyrke pløjefrit på hele eller dele af deres jord. Måske er du en af dem? Eller også er du bare en af dem, der er nysgerrig på at nytænke din planteavl uden plov?

Uanset hvor man er henne i sin planteavl inviterer Velas, Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK) og Danmarks Naturfredningsforening til en interessant faglig dag for landmænd om tidens tendenser i planteavlen.

De fleste landmænd er klar over, at fremtiden stiller andre krav til planteavlen end blot at dyrke med høje udbytter og lave omkostninger. CO2-lagring i jorden, øget biodiversitet, mindre erosion, færre pesticider og så videre bliver den nye standard inden for de kommende år.

Det lyder måske fremmed? Men arrangørerne tør godt vove den påstand, at det slet ikke er så svært. Hvorfor kan man høre meget mere om tirsdag 22. juni klokken 13-17 hos Riber Hog Anthonsen, Ommestrupgaard i Mørke.

150 hektar med direkte såning

Riber Hog Anthonsen droppede ploven for 21 år siden og dyrker nu 150 hektar efter principperne i Conservation Agriculture. Desuden driver han 70 hektar økologisk. Alt sammen i samarbejde med sin ægtefælle Birgitte og søn Mads.

- I sin tid fandt vi det meget dyrt at pløje vores meget stive jord, og det blev aldrig godt. Derfor skiftede vi over til først dybdeharvning, som heller ikke var nødvendigt.

- For seks år siden begyndte vi at så direkte. Og det går godt. Vores udbytter er på samme niveau og omkostningerne til maskiner og brændstof cirka halveret, konstaterer han.

Det og meget andet vil han fortælle om på dagen. Hertil kommer andre faglige indlæg.

Hør om CO2-lagring og biodiversitet

På dagen er der også andre spændende indlæg om tidens tendenser i planteavlen, maskinøkonomi ved pløjefri dyrkning, biodiversitet og CO2-lagring med mere.

Turen går selvfølgelig også i marken for at se og høre meget mere om at dyrke pløjefrit i praksis. Undervejs er der også gode muligheder for at stille spørgsmål og snakke med indlægsholderne og kollegaer.

Det er gratis at deltage, men tilmelding nødvendig. 

 

Læs også

Ytteborg markerer 25-års jubilæum
Oplev »fremtidens planteavl«
Temadage om resistente ukrudtsarter
FMR er på sommertour
DM i Farming Simulator afvikles online i stedet for
Kornets Hus åbner med fuldt program