Forrygende DM med enorm stor opbakning

Alt var timet og tilrettelagt, da LandboUngdom afholdt DM i pløjning på markerne hos Rokkedahl Landbrug ved Nibe i Nordjylland. Hele 1.400 mennesker lagde vejen forbi.

Forholdene inde og ude blev rost til skyerne af både deltagere, dommere og publikum. Foto; Tenna Bang Standardplov – senior
1. Martin Lindberg Velling, Hobro (118,50 point) (samlet danmarksmester), 2. Flemming Thorsager, Give (108,75 point), 3. Palle Lind Christensen, Hjørring (105,50 point). Foto: Tenna Bang

Hos LandboUngdom plejer man at være meget godt tilfreds, hvis der kommer mellem 500-600 besøgende forbi til deres årlige DM i pløjning. I lørdags kom der 1.400.

- Det gik bare rigtig godt. Det er et sammenspil af det hele, der bare fungerede. Styregruppen bag har gjort et fantastisk stort stykke arbejde. Og så har vi haft et helt kanon samarbejde med Rokkedahl Landbrug, som lagde jord til samt med vores hovedsponsor S. D. Kjærsgaard, fortalte en taknemlig Jacob Neimann, som er formand for styregruppen.

Unikke forhold

Hele arrangementet blev også rost til skyerne af både dommere, deltagere og de besøgende.

Jordforholdene i marken er svær at finde meget bedre til formålet. Der er meget ensartet jord med ganske få sten. Derfor blev det også bemærket af dommerne, at hvis ikke man som pløjer, var tilfreds med dagens resultat, var der kun ens egne evner at se tilbage på, da forholdene på ingen måde kunne have haft en negativ indflydelse på sit resultat.

Også de indendørs forhold i Rokkedahls maskinhal og værksted fik ros.

- Jeg tror aldrig, jeg har prøvet at offentliggøre resultaterne i skjorteærmer, lød det fra dommerlederne til den store forsamling i plovkroen, som i år var i Rokkedahls store, lyse og opvarmede værksted.

Selv vejret var der styr på. Da det røde blinklys blev slukket og pløjerne måtte forlade marken, begyndte det at regne.

Rundvisning hos Rokkedahl

Foruden top-pløjning kunne man kigge forbi en række udstillere, som side om side havde taget opstilling i maskinhallen hos Rokkedahl.

Her kunne man blandt andet se et par enorme traktorer fra årets hovedsponsor S. D. Kjærsgaard – en Magnum og den populære Optum. Der var også stor interesse for en snak om ejendomsmarkedet hos Agri Team.

Adskillige besøgende benyttede sig også af muligheden for en rundtur omkring pløjefelterne med traktor og vogn, mens Rokkedahl havde flere rundvisninger, hvor nysgerrige fik set og hørt om deres landbrug og især set på helt nyudklækkede kyllinger i besøgsstalden.

Øverst på skamlen

Da dagen gik på hæld, kunne de bedste gå på sejrsskamlen.

De to juniormestre blev Magnus Jensby Krejberg, Nykøbing Mors, i standardplov og Anders Andersen, Kjellerup, i vendeplov. Begge kvalificerede sig til NM i pløjning.

Seniormestrene, som samtidig kvalificerede sig til VM i Rusland næste år, blev Martin Lindberg Velling, Hobro, i standardplov og Jesper Madsen, Odder, i vendeplov.

Martin Lindberg Velling blev den samlede danmarksmester med 118,50 point.

Det blev også bemærket fra dommeren, at man i år kunne kalde en kvinde på podiet. Det skete da eneste kvindelige deltager, Mille Nordquist Hansen, Kjellerup, sikrede sig en tredjeplads med sin vendeplov i juniorklassen.

Blandt skolepløjerne blev det Grindsted Landbrugsskole, som kunne hæve pokalen over hovedet.

DM 2022 afholdes af LandboUngdom Region MidtVest.

DM i pløjning 2021

Årets LU-vindere.

Standardplov - junior

1. Magnus Jensby, Nykøbing Mors (95,50 point)

2. Jacob Neimann, Hobro (94,25 point)

Standardplov – senior

1. Martin Lindberg Velling, Hobro (118,50 point) (samlet danmarksmester)

2. Flemming Thorsager, Give (108,75 point)

3. Palle Lind Christensen, Hjørring (105,50 point)

Vendeplov – junior

1. Anders Andersen, Kjellerup (107,50 point)

2. Joachim Nørgaars Tang Mouritsen, Frøslev (94,50 point)

3. Mille Nordquist Hansen, Kjellerup (85,50 point)

Vendeplov – senior

1. Jesper Madsen, Odder (131,00 point)

2. Søren Korsgaard, Holstebro (130,00 point)

Landbrugsklassen

1. Nis Geertsen, Hanstholm (86,50 point)

2. Kasper Holmbo Bak, Vils (83,75 point)

3. Martin T. Jensen, Kjellerup (78,00 point)

Skolepløjning

1. Grindsted Landbrugsskole (118.25 point)

2. Nordjyllands Landbrugsskole (106,25 point)

3. Asmildkloster Landbrugsskole (94,95 point)

Læs også