42 værter lagde hele landet over mark og stald til den årlige Økodag arrangeret af Økologisk Landsforening, og efter to år med coronarestriktioner og aflysning af det fysiske arrangement var der traditionen tro stor interesse for at komme ud og få en tur i det grønne.

Økologisk Landsforening oplyser, at der var indløst 136.322 gratis billetter til arrangementet, hvor 220.000 økologiske køer blev sendt på græs.

- Danskerne vil have dyr på græs, og dét giver økologien dem. Økodag er vores bedste eksempel på, hvad dyrevelfærd er i det økologiske landbrug. Det er en festdag, hvor vi binder bånd mellem land og by, siger Louise Køster, der er forperson for Økologisk Landsforening.

Det var første gang, at man skulle indløse billet til arrangementet, hvilket var blevet efterspurgt af værterne.

- På den måde kommer det hele til at foregå lidt mere på landmandens præmisser, og det gør det nemmere for dem at sikre optimale parkeringsforhold, og at alle gæster får mulighed for at komme tæt på dyrene, siger Malene Jensen, projektleder for Økodag hos Økologisk Landsforening.

Det var 18. gang, at der blev arrangeret Økodag. Bag arrangementet står Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them og Gläserne Meierei.