- Vi er oppe mod en stor magt, og derfor har der været brug for konsulent- og advokatbistand, siger ejeren af Rønningesøgaard. Han har måttet udarbejdet tre høringssvar, og savner som berørt lodsejer opbakning fra Landbrug & Fødevarer.
BALTIC PIPE Stig Bille Brahe Selby viser mappen frem med alle papirer og kort, som han har skrevet og samlet sammen, siden han for godt to år siden blev bekendt med, at Rønningesøgaard ved Langeskov skulle have en kommende stor transmissionsledning mellem det norske gasfelt og Polen gravet ned i markerne.
- Vi har måttet udarbejde tre høringssvar indtil videre. Vi er oppe mod en stor magt, og derfor har jeg måtte hyre både konsulenter og advokat. Desværre er der ingen hjælp at hente hos Landbrug & Fødevarer. I stedet er jeg sammen med 65 andre berørte lodsejere med i den såkaldte Stenderup-gruppen, for at så stærkere mod overmagten.
Den østfynske godsejer vurderer, at han allerede har brugt omkring 200.000 kroner på Baltic Pipe-sagen, og dertil kommer en masse timer med at føre logbog til dokumentation, korrespondance, overvågning osv., som han ikke får en krone for.
Mange ulemper
Stig Bille Brahe Selby remser nogle af de mange ulemper, som Baltic Pipe-projektet allerede har medført på ejendommen (se faktaboksen).
Og hvad venter så, når gravearbejdet efter planen indledes ved Storebælt nord for Nyborg i marts næste år og bevæger sig videre vestpå.
- Uanset vores indsigelser eller sagsanlæg stopper etableringen af gasledningen, som allerede er godt i gang på Sjælland ikke. Vi må påregne mange gener under arbejdet på vore arealer og området. Og i årene fremover i form af ødelagte marker og dræn for landbrugets vedkommende, og for husejere langs ledningen måske lavere huspriser, forventer godsejeren, der taler af erfaring.
På Rønningesøgaards jorde blev der i 1982 nedgravet seks kilometer naturgasledning og etableret en gasstation. Siden er endnu en kilometer Dong-ledning anlagt, og nu venter yderligere to kilometer gasledning af hidtil usete dimensioner og i et arbejdsbælte på 32 meter bredde.
- Tilbage i 1982 fik vi to kroner pr. kvadratmeter, og med inflation svarer det til de seks kroner, vi er blevet stillet i udsigt for den langt større Baltic Pipe-ledning.
Ulemper ved gasledningen
Godsejer Stig Bille Brahe Selby nævner disse eksempler på gener ved den kommende Baltic Pipe-ledning, som kommer til at skære to kilometer gennem Rønningesøgaards marker:
● Brugt i størrelsesorden 200.000 kroner indtil videre på høringssvar, logbog, dokumentation, møder, korrespondance, erstatningskrav, bistand fra konsulenter og advokater
● Strukturskader i markerne og markveje
● Nødvendige ændringer af markplan, så der ikke længere kan dyrkes kartofler på arealerne
● Dræn klippes over, og nedsat funktion måske om 10 år skal bevises af lodsejer
● Ved forundersøgelserne fund af 3.000 år gammel boplads fra bronzealderen med månedlange udgravninger til følge. Ledningsføringen bibeholdes lige gennem det pågældende område
● Arbejdet vil i to måneder nødvendiggøre omkørsel til og fra ejendommen (spærring af off. vej)
● Forundersøgelser og gravearbejde forstyrrer vildt og natur – jagt er en vigtig indtægtskilde for herregården
● Fredskov, som skærmer ottekantet gravkapel i skoven og Vomme Sø fra motorvej og landevejen, var i første omgang dømt til give plads for gasledningen. Med Kerteminde Kommunes bistand er fældningen droppet