BIOGAS Byggeriet af et biogasanlæg i Kliplev begynder officielt tirsdag i kommende uge, hvor første spadestik tages. Anlægget bliver et af Danmarks største, og det vil producere 38 millioner kubikmeter grøn gas om året. Sustainable Bio Solutions (SBS) står bag byggeriet, og bestyrelsesmedlem Greg Eliason (USA) samt Nick Hexter (UK) deltager i første spadestik.

Det glæder Aabenraa Kommunes borgmester, Thomas Andresen, at der nu inviteres til første spadestik i Kliplev.

- Det er altid en stor dag, når nye virksomheder kommer til Aabenraa Kommune. Et biogasanlæg er et godt skridt på vejen mod en mere bæredygtig dagsorden.

Og han bakkes op af Lars Byberg, Projekt Direktør i Sustainable Bio Solutions, SBS:

- I SBS er vi glade for den store lokale opbakning og det tætte samarbejde med SBS Kliplev Leverandørforening, hvilket har ført til den første række af underskrevne gylle- og dybstrøelses-aftaler, siger han og tilføjer, at der stadig er brug for flere økologiske og konventionelle husdyrgødningsaftaler.

Første spadestik til biogasanlægget i Kliplev foregår på tirsdag den 5. november klokken 10.30 på Hjerneshøjvej 6, 6200 Aabenraa.

jba