Klar til DM-revanche

For fire år siden måtte Asgar Skou fra Mors lide den tort at veksle et danmarksmesterskab til en andenplads ved DM for kloakmestre.

Nu er han klar til at tage revanche.

Det huer ham stadig ikke, at han måtte skifte sin titel som danmarksmester ud med en andenplads, sidst han stillede op til DM i Kloakarbejde. Det var tilbage i 2014, men nu er Asgar Skou fra Vils på Mors blevet lokket med i konkurrencen igen.
Startskuddet til DM i Kloakarbejde 2018 bliver fyret af på Kloakmessen i Fredericias førstedag, torsdag den 25. januar, inden den endelige vinder bliver fundet i finalen fredag.
- Nu kommer jeg jo godt ud af det med de fleste bestyrelsesmedlemmer i Danske Kloakmestre, og da nogle af dem begyndte at snakke om, om ikke jeg skulle være med igen, besluttede jeg mig for at tage kampen op, fortæller den 33-årige kloakmester, der til daglig driver Morsø Kloakservice.
For selvom han i første omgang ikke havde tænkt på at stille op, var de to dage alligevel krydset af i kalenderen.
- Jeg har den holdning, at alle kloakmestre med bare lidt respekt for sig selv og deres fag bør deltage på sådan en messe for at holde sig ajour med, hvad der sker inden for faget. Derfor er jeg også altid med på Rørcenterdagene i Taastrup og tager også til messer i Tyskland, siger han.

Fordel at være ny

Og selvom det er fire år siden, kloakmesteren fra Mors sidst har været i konkurrence, er målet klart.
- Jeg ærgrer mig stadig over, at det kun blev til en andenplads sidst, så det skulle gerne blive lavet om denne gang, fastslår Asgar Skou, der udover DM-titlen fra 2013 og andenpladsen i 2014, også blev dansk mester i rørlæggernes konkurrence i 2012.
Han er dog udmærket klar over, at et mesterskab ikke kommer i hus af sig selv, og at erfaring ikke altid er den største fordel.
- Jeg var selv helt nyudklækket kloakmester, da jeg vandt, og jeg tror, det tit kan være en fordel at komme lige fra skolebænken. Ikke mindst fordi, der sideløbende med de praktiske opgaver også kommer nogle teoretiske spørgsmål. Derfor var det måske også en overraskelse for omverdenen og nogle af de garvede, da jeg i sin tid vandt, men det var det altså ikke for mig. Især ikke, fordi jeg havde vundet hos rørlæggerne året forinden.

Ud i virkeligheden

Der bliver dog ikke megen tid til at læse op, inden konkurrencen bliver skudt i gang. Til gengæld har Asgar Skou rigeligt med lejlighed til at få øvet håndelaget. Der er nemlig masser at se til hos Morsø Kloakservice, der udover ham selv tæller yderligere én medarbejder.
- Der er godt gang i den for tiden. Ikke mindst på grund af de store nedbørsmængder, siger kloakmesteren, der vurderer, at 85 procent af tiden i firmaet går med kloakarbejde, mens de sidste 15 procent omfatter forskellige entreprenøropgaver.
Selvom der er tryk på for tiden, har Asgar Skou dog ingen ambitioner om at give firmaet, han grundlagde i 2012, vokseværk.
- Jeg har ikke planer om, at vi skal blive større. Jeg vægter at komme ud i virkeligheden og ud til kunderne hver dag. Jeg vil ikke bruge al min tid ved et skrivebord, som man let kommer til med flere ansatte, fastslår han.

Vandt på hurtighed

Og med fingrene ude i virkeligheden hver eneste dag, føler Asgar Skou sig i god form til at genvinde DM-titlen.
- Min store force er min hurtighed. Sammen med en høj faglighed var det også det, jeg vandt på i 2013. Det er en klar fordel at være hurtigere end sine konkurrenter, for så er der pluspoint, hvis man ender med at have udført den præcis samme opgave, men har brugt kortere tid, konstaterer morsingboen.
- Og det kunne bestemt være lækkert at prøve at vinde igen. Det giver noget omtale og en anerkendelse, som bestemt ikke er uvæsentlig – især som selvstændig er det god reklame, hvis man kan kalde sig Danmarks bedste, siger Asgar Skou, der endnu ikke har det fulde overblik over det samlede deltagerfelt, da de sidste deltagere ofte først melder sig på banen i de sidste dage op til messen.
- Men jeg håber, at jeg kommer op imod nogle af de nye friske kloakmestre, som rigtig skal ud og vise, hvad de kan.
Udover kloakmester-konkurrencen dyster rørlæggerne og eleverne også om at blive Danmarks bedste i Fredericia.

Læs også