Landmandssøn og iværksætter fra Nordfyn, Rasmus Emil Hansen, har sammen med sin virksomhedspartner stiftet PerPlant. Her har man udviklet en ny teknologi, der ved brug af specialkameraer og sensorer optimerer landmandens arbejde i marken. Startuppen har anvendt Valtra-traktor til at teste og udvikle teknologien.
- Vores helt store mission er at sørge for, at hver eneste plante i landbruget tæller.
Sådan lød ordene fra adm. direktør og stifter af virksomheden PerPlant, Rasmus Emil Hansen, da Effektivt Landbrug havde fat i den unge iværksætter.
PerPlant tilbyder en ny type kamerateknologi til landbruget, som kan hjælpe med at reducere forbruget af pesticider og gødning.
For knap tre år siden stiftede Rasmus Emil Hansen, sammen med sin virksomhedspartner Sumod Nandanwar, PerPlant.