Maskinforhandler vægter dyrskuer og messer højt: Dyrskueaflysning gik ud over kundekontakt

Den sydjyske importør- og maskinforhandler Brdr. Holst Sørensen A/S gør meget ud af at være synlige på dyrskuer og messer rundt i landet.

Hvert år er der rundt om i landet forskellige dyrskuer og messer af forskellige størrelser. Fælles for dem alle er, at de tiltrækker mange gæster i alle aldersgrupper, som er nysgerrige på at se de mange dyr, men også de nyeste maskiner på markedet. Også blandt udstillerne er der god opbakning, da det er en mulighed for at vise sin virksomhed og produkterne frem og samtidig få gode snakke og sparring blandt kollegaer og samarbejdspartnere.

2024 har ikke været nogen undtagelse, da der vanen tro har været afholdt store og små dyrskuer. Dog har der været en enkelt afvigelse fra de tidligere år. Ribe Dyrskue skulle være afholdt i slutningen af juli, men arrangørerne var nødt til at aflyse årets udgave. Årsagen var de store mængder regn, som gjorde det umuligt at afholde dyrskue på hovedengen.

En virksomhed, der plejer at være at finde på Ribe Dyrskue og på flere andre dyrskuer i løbet af året, er den sydvestjyske importør- og maskinforhandler Brdr. Holst Sørensen A/S med base i Obbekær ved Ribe.

Alle dyrskuer og messer, de er til stede ved, har stor betydning for Brdr. Holst Sørensen, da det er vigtigt at vise forretningen og produkterne frem. Det forklarer Lars Andersen, der er maskinhandler hos den sydjyske importør- og maskinforhandler.

- Jeg synes, at dyrskuerne kan noget. På Ribe Dyrskue og Aabenraa Dyrskue møder vi mange lokale kunder, som kommer og hilser på og får en god snak. Men det er også her vi skaber nye kontakter. Vi er også til stede på andre dyrskuer, hvor vi viser produkterne frem, så det er noget, vi dyrker, siger Lars Andersen.

Tilbage næste år

Det var de store mængder regn hen over sommeren, som i sidste ende gjorde, at arrangørerne bag Ribe Dyrskue måtte aflyse kort før afholdelsen. Avisen har tidligere beskrevet, at der ellers var historisk stor opbakning til årets dyrskue i Ribe, hvor maskinudstillingen var udsolgt tidligere end nogensinde før, ligesom dyretilmeldingen slog alle rekorder.

Selvom dyrskuet vender tilbage næste år, var det derfor også med stor ærgrelse, at Brdr. Holst Sørensen modtog beskeden om årets aflysning.

- Der var mange tilmeldinger fra dyr og udstillere i år, så aflysningen betyder, at kontakten til vores kunder ikke bliver den samme. De folk man ikke normalt møder til hverdag, møder du på dyrskue, så der skal vi ud at gøre noget andet. Men vi er på Ribe Dyrskue igen næste år. Det har været aflyst tidligere, så vi er ikke nervøse for, at det nok skal komme tilbage, siger maskinhandleren.

Ribe Dyrskue skulle i år være afholdt den 26. juli.

Læs også